Akavethed på højeste plan

Jeg havde en oplevelse i dag, som jeg mentalt har kategoriseret under: “Ting, der skal fordøjes”

Her, hvor jeg bor, har vejret haft PMS hele sommeren (“sommeren”…). I formiddags var det for en gangs skyld nogenlunde. Altså forstået på den måde, at jeg kunne gå ud uden paraply og uden at ligne en vejrbidt fisker i hård kuling på åbent hav i ansigtet. Så det gjorde jeg, med D i barnevognen.

Jeg følte mig egentlig ret godt tilpas. Solen skinnede, jeg havde mine gode solbriller med styrke i glassene på, og min stribede tunika synes jeg egentlig, sad ret godt på mig.

Jeg gik stille og roligt og trissede med barnevognen, da jeg på afstand kunne se en anden fodgænger kommer gående imod mig. Jeg smilede til hende, da hun nærmede sig, og følgende samtale begyndte:

“Nå, du er ved at få en lille en til at sove?”

“Hehe, ja. Men han er vist ikke helt træt nok.”

“Hvor gammel er han?”

“Han er snart 10 måneder.”

“Okay. Og du venter dig igen, kan jeg se…”

“Hvad?”

“Ja.. Du venter dig igen?”

*akavet stemning begynder*

“Nåh.. nej, det øh… hehe, det gør jeg ikke…”

“Ej, det må du undskylde så… Det var bare fordi… ja.”

“Det er okay. Mine mavemuskler er vist bare ret langt fra hinanden stadigvæk… hehe, så øh…”

“Nå… Det har jeg aldrig hørt om. Det må du undskylde, hehe, jeg troede lige..”

“Nej, okay… hehe…”

Hvorefter vi smidt et par “Nå, men jeg skal også videre” og “vejret er jo godt”-bemærkninger, og vi hver især skiltes.

Jeg trissede videre med barnevognen… med samme følelse, som da jeg for 3 år siden prøvede et par alt for stramme “sporty leggins med god pasform” i Intersport, og hvor en dame (som lignede Monica Ritterband enormt meget) stak hovedet ind, mens hun sagde, “Rikke, er du snart færdig, eller hvad?”, og jeg stod med sporty leggins med god pasform nede om lårene og rødlig kulør i ansigtet, mens jeg i spejlbilledet overværede de to, tåkrummende sekunder, hvor det gik op for hende, at jeg ikke var Rikke.

Jeg følte mig kort sagt træls.

Og jeg skyndte mig at skrive en besked til CH, om hvordan jeg ikke tog den stribede tunika på igen nogensinde, når den var så dum. Hvorefter CH did his magic…

“Det er da lige meget. Du er skøn og smuk, som du er.”

Og det VAR jo lige meget. Mine børn har ligget inde i den mave, og jeg tager den stribede tunika på igen i morgen! Bum.

 

_______

Tak, fordi du læste med 🙂

Kære forældre; Vid, at jeres børn (temmelig sikkert) vil være, som vinden blæser!

Det er august 2014.

Jeg står usikkert og betragter lille bitte W på 3 måneder, som ligger på sit legetæppe og forsøger at tage fat i legetøjet, der hænger over ham. Scenen er idyllisk. Moderen betragter sit legende barn. Lige til et skagensmaleri i moderne udgave.

Inde i mit hovede var der alt andet end idyl.

Forinden havde sundhedsplejersken været der.

“Nu er han ved at være så gammel, at han skal til at sove længere stræk om natten. Og så synes jeg, du skal kæmpe videre med barnevognen. Der skal han kunne sove.”

Hvad hun sagde, var en utopi hjemme hos os. W var nemlig ikke en baby, som brød sig om barnevogn overhovedet. Faktisk var søvn noget, der var mere udfordrende for ham, end at svømme crawl gennem Sahara. Jeg har engang skrevet et indlæg specielt dedikeret til netop det – læs det her.

W sov på det tidspunkt kun 30 – 45 minutter ad gangen, svøbt og liggende i en slyngevugge, der blev vugget kraftigt konstant. Sådan var Ws behov. Og senere, som man også kan læse i indlægget om ham, fandt jeg ud af, at det er en del af et personlighedstræk, som mange børn har.

Men dér stod jeg og funderede over, hvorfor jeg mon var så meget dårligere til at være mor end andre, siden mit barn ikke ville gøre, som sundhedsplejersken sagde, var standarden.

Jeg mødte den frustrerede følelse af afmagt mange gange i de kommende måneder.

“Børn skal have en fast rytme, fra de er små.” – “Nu er han 8 måneder, nu har han overhovedet ikke brug for at blive ammet om natten mere.” – “Han skal kunne sove mindst 2 timer ad gangen.”

Vi blev proppet med statements fra alle mulige instanser. Sundhedsplejerske. Fysioterapeut. Kiropraktor. You name it.

Og ved I hvad? Så er det godt nok skide uheldigt, at ikke alle babyer har læst de bøger, som siger, hvordan de skal være, og hvordan de skal sove.

Vi spoler lige tiden frem til juni 2017.

Det er daggry, og D bliver ammet for 3. gang på 6 timer. Jeg tænker på alt det, jeg nu har sluttet fred med, i forhold til da jeg var nybagt mor for 3 år siden. Mest fordi jeg nu ved, hvad der er normalt. At  det er helt normalt, at børn ikke sover “igennem” om natten, før de er flere år gamle. At det er normalt, at børn ikke altid tager søvnstræk på 2 timer eller mere.

Og ikke mindst er det uendeligt normalt, at børn har brug for at blive ammet om natten, selvom de er ældre end 6 måneder. Tænk, hvis nogen sagde til os, at vi ikke måtte stå op og drikke et glas vand om natten, fordi vi nu er så gamle, at det behov ikke er der mere?

I mit 3 år lange moderskab med 2 vidt forskellige børn, har den vigtigste lektie været, at hvad der gør sig gældende i dag, sikkert ikke gør sig gældende om en uge. Jeg har stået med en W på 1,5 år, som gik fra at sove 5 timer i træk om natten i en uge, til at vågne hver time i to uger efter. Jeg har stået med en D på 5 måneder, som gik fra at sove 4 timer i træk om dagen, til at tage en kort lur på 40 minutter mellem 08 og 19. Begge er små eksempler ud af et uendeligt antal af “Ej, nu gik det lige så godt”-situationer, hvor tingene er vendt på en tallerken, og hvor skemaerne i forældrebøgerne vil være de hårdeste dommere.

Der kan være et hav af årsager. Tryghed. Udvikling. Behov for mere mælk i en periode, fordi de vokser… alt muligt.

3 år, 2 børn og en ammevejleder-uddannelse senere har jeg virkelig lyst til at kramme hende moderen, der i 2014 stod med tårer i øjnene og følte sig kørt over af sundhedsplejerskens “han skal kunne”-retorik. Jeg gjorde mit bedste. Jeg forsøgte at navigere rundt i alle de formaninger, som dybest set konflikterede med min mavefornemmelse.

Så kære mødre og fædre, der lige nu står i noget, der ligner: Vid, at jeres børn af og til vil være, som kamelæoner i et hurlumhejhus, og at det er HELT NORMALT.

Det er ikke forkert, hvis baby kun vil sove i vikle på mor.

Det er ikke forkert, hvis barnevognen ikke lige er sagen.

Det er heller ikke forkert, hvis barnevognen rent faktisk er det bedste sted i verden.

Det er ikke forkert, hvis baby har brug for at blive ammet i søvn.

Og sidst, men ikke mindst, så er det ikke forkert, at baby vågner flere gange om natten! Faktisk er det en biologisk “indstilling”, de har fra naturens side, som forskning tyder på, beskytter mod vuggedød.

Kære dig, der lige nu hopper stuen rundt med et barn i vikle, mens andre mødre går forbi vinduet med barnevogne og sovende børn: Det føles helt sikkert som en rullende lortelavine af lort, at stå i den situation (et fantastisk dækkende udtryk, som en af mine skønne ammevejleder-kollegaer brugte forleden. Tak Elisa<3), men det er OGSÅ en normal. Og hvis baby er i trivsel på de andre parametre, så er der ingen grund til at tro, at noget ikke er, som det skal være.

Giv jer selv et kram – det er jeg begyndt på!

Som billedet viser, har mine børn helt forskellige behov, når det gælder søvn. De to billeder til venstre er af W, og de tre til højre er af D. For D har barnevognen været et skønt sted at sove – for W var slyngevuggen langt det bedste, indtil han var knap 9 måneder. Intet er mere rigtigt end andet. Hvorfor komplicere det unødigt ved at hive “skal” ned over hovedet på dem?

________

Tak, fordi I læste med:)

 

 

 

 

 

 

 

Her haaar I miiiig tilbaaaage….

(Sang Kurt Thorsen vist engang)

For tiden er der langt mellem snapsene her på bloggen.

Ved I hvorfor? Børn.

1795 gange har jeg tænkt; “Nu skal jeg altså have tid til det i aften!”, for så at opdage, at klokken er 22.30, og det først lige er lykkedes at få begge børn til at forblive sovende uden at vågne hvert 5. minut.

Og ved I så hvad?

Så sover jeg selv lidt efter med savl ned ad mundvigen og et udtryk i ansigtet, der muligvis minder lidt om noget, der er blevet trådt på.

Men nu… Nu er der tid.

I den forgangne måned har jeg glædet mig over….

…at skabe i hovedhøjde er opfundet. Jeg bruger dem enormt meget til at gemme slik i for mine børn. De aner ikke, at jeg af og til (nah… who are we kidding. Altid.) har et lager af Haribo, som jeg med sindsro hapser af, hver gang et glas med saft og opløste brødkrummer er væltet ud over min sofa, eller nogen har valgt at tørre leverpostej af i fjernsynsskærmen og gemme tallerkenen et ukendt sted, hvor den på mirakuløs vis først kommer til syne, når vi på et tidspunkt har gæster og forinden ellers har forsøgt at overflade-kæmme stuen som en hvirvelvind, fordi vores forfængelighed dikterer, at vi jo skal virke som nogen, der ikke roder.

…at DR 1 sender Matador. Især lørdagens afsnit, hvor Fru Møghe har taget røven på dem allesammen og kun er lidt meget gammel i stedet for rigtig meget gammel. Hun er en værre gavstrik. Skide ligeglad med hvem hun snører – bare der er kalvesteg, lagkage og “ordentligt tyende”.

Til gengæld har jeg følt mig pinlig over…

…at jeg forleden gik en tur med barnevognen med meget lidt styr på mig selv. Forstået på den måde, at jeg havde glemt at hægte min amme-BH i den ene side, hvilket har en betydning, når det kommer til tyngdekraften. Det kan ikke have været jævnt at se på, i hvert fald. (pun intended)

…at mit (lidt høje) hår satte sig fast i en stor gren på vores æbletræ, da jeg for nogle dage siden slog græs, og at jeg brugte adskillige minutter på at komme fri, mens mine solbriller var kravlet ned under næsen, og jeg havde fået blade i munden.

Det havde egentlig ikke været så slemt, hvis jeg var alene, men naboen var ude.

Og det er fint muligt at se over stakittet.

Efterfølgende valgte jeg bare at gøre ligesom, hvis man falder i offentligheden. Sådan… “det-er-ikke-sket-og-jeg-har-allerede-glemt-det”- attitude, mens man hurtigt lader som om, man naturligvis er kommet videre i livet, men inderst inde noterer episoden på den liste over ting, man IKKE skal tænke på, når man lige er gået i seng, fordi det er så enormt tåkrummende, at det så let som ingenting vil kunne ødelægge den rolige stemning.

Skal vi ikke bare sige, at der ikke kommer til at gå knap en måned inden næste indlæg?

Jo, det gør vi! Og det kunne også være fint, hvis jeg kunne undgå blade i munden.

_____

Tak, fordi du læste med:)

 

 

Sommer og kaos i skøn forening

Så legede vi, at jeg sad under et træ i solskin i en have hvor alle græsstrå stod snorlige, og hvor alle blomster lignede noget fra en Disney-film, mens mit lille barn sov og mit store barn løb glad rundt med en aura af “jeg er vor tids Lille Per” over sig.

NOT.

I går var jeg usandsynligt træt, og formiddagen skulle bare lige fungere. Og når noget bare lige hurtigt skal fungere her i huset, så sker det sjældent. Heller ikke i går.

CH har nærmest arbejdet i døgndrift på det sidste, og derfor var han heller ikke hjemme i orkanens øje i går, da tingene faldt sammen, og jeg muligvis udviklede et par grå hår.

Jeg orker faktisk ikke at gå helt i detaljer…. Men noget med:

D gider ikke sove. Er olm, sur og lige så irritabel Lærer Andersen i Matador.

W har så meget krudt i sig, at jeg allerede fra morgenstunden tilbyder ham at komme ud og lege i haven, hvilket han selvfølgelig gerne vil. Jeg får sat ham i gang med at tage billeder med sit legetøjskamera. Og så fint det gik… De første 5 minutter.

Jeg traver op og ned ad græsplænen i 30 minutter med D i barnevognen. Stiller ham i garagen.

W begynder at lege “hvor meget sand kan jeg hælde i håret på kortest tid?”.

Jeg finder et alternativ til legen, hvilket bliver taget ret fint imod. Lidt ligesom hvis man er på restaurant og bliver spurgt, om man vil have en kop kaffe efter maden, og man så siger “Ellers tak.”, fordi man ikke gider at give 40 kr. for en skide kop kaffe, men at man så får at vide, det er på huset, og derfor egentlig gerne vil alligevel.

Så W var OK med på den, da jeg tilbød, at vi kunne finde hans vandkande frem og vande blomsterne i stedet. Så klappede jeg også lige mig selv lidt på skulderen, fordi jeg så ville få vandet stauderne i samme øjemed.

Hvad jeg så ikke havde forudset var, at nok blev stauderne vandet. Men siden vi ikke har nogen haveslange blev det sådan, at jeg hvert 10. sekund skulle fylde W’s lille, grønne vandkande op med vand fra hanen.

De første 3 gange var jeg ret large.. “Mere vand? Yes… Tak fordi du vander blomsterne, skat.”, hvor jeg den 7. gang med opfyldning var blevet en smule træt i krop og sjæl.

Senere skulle det så vise sig, at mønsteret med konstant opfyldning af vandkande faktisk endte med at symbolisere resten af formiddagen rigtig godt.

“Mor, jeg vil gerne be’ om ostehaps.”

“Mor, jeg vil gerne have vand.”

D vågner og skal vugges.

“Mor, kan du finde min skruetrækker? Nej, GRØNNE skruetrækker.”

D vågner igen og skal vugges.

“Mor, jeg er lidt bange for løve.”

“Mor, kan du finde leverpostej?”

D vågner igen og skal vugges.

“Mor, jeg vil gerne be’ om mælk.”

D vågner og skal ammes.

“Mor, jeg vil ikke have mælk!”

D vil kun sidde i vikle og gås rundt med.

“Mor, jeg har lavet pøller!”

Og da CH kom hjem var jeg skeløjet og med en attitude, der var meget lidt sympatisk og ikke så åben over for andet end chokolade og en lur.

Sådan er morlivet også. Og da de begge sov i går aftes… fredfyldte og op ad hinanden, kunne jeg nærmest ikke huske, hvad der skete om formiddagen.

________

Tak, fordi du læste med 🙂

At være voksen og ansvarlig

Den anden dag sagde jeg noget, som uden den mindste tvivl kan kategoriseres som det mest voksne, jeg nogensinde har sagt:

“Får du klippet stauderne ned her i ugen?”, spurgte jeg CH.

Jeg blev egentlig ret chokeret over det. Især fordi jeg er sådan en, som først for 2 år siden – i en alder af 23 år – fandt ud af, hvad stauder var for noget.

Jeg troede, det var et andet ord for Thuja.

Lige da jeg havde sagt det, var det som om, der gik noget ekstra (mangefarvet)virkelighed op for mig. At jeg har nogle ting, jeg simpelthen ikke har følt mig voksen nok til at gå op i.

Måske giver det slet ikke mening, men der er faktisk en ret lang liste, nu jeg tænker over det.

Selvom, jeg har født to børn, bor i ejet hus, er gift på 4. år og interesserer mig meget for fortidsarv, så…

…har jeg endnu til gode at lave en ovnstegt steg. Jeg magter det ikke, og jeg aner ikke, hvordan man gør. Hvis nogen begynder at snakke til mig om, hvordan man skummer fedt og laver sovs af skyen, får jeg øjeblikkeligt østrigsk klokkespilsmusik i ørerne… fordi jeg simpelthen ikke kan forstå, hvordan jeg skal gøre.

 

…hader jeg presenninger mere end noget andet i hele verden. Sikkert fordi, jeg slet ikke har haft brug for en presenning nogensinde (fordi jeg ikke er voksen nok), men jeg bliver simpelthen så irriteret af dem. Og hvis nogen snakker om dem til mig, er det som om, et center i min hjerne lukker ned og giver sig til at sove. Tungt og længe.

 

…er jeg ekstremt dårlig til at håndtere pletter på tekstil. Alle de meget voksne (nok mest kvinder), jeg kender, ved altid PRÆCIS, hvordan en rødvinsplet skal håndteres… om det så er at give den en skvis danskvand med kartoffelmel, hvorefter det lige skal gnubbes i urets retning med opvaskemiddel, mens man synger et vers af “Vi er børn af sol og sommer” og vifter med en fjer fra en ensom, men livsklog, hane.

 

…er jeg kun kommet dertil, hvor jeg sådan lige præcis kan rumme Søren Ryge. Jeg kan godt SE et program med ham, men har så også brug for at komme ud og løbe en tur rundt om huset bagefter. Jeg sætter pris på tempoet i hans programmer, men har enormt svært ved at styre den dragende lyst til at råbe “PUUUUHA, SØREN” ind i hovedet på ham. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Jeg er bare ikke voksen nok. 

 

For 4 år siden havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ville have to børn nu.

Måske vil jeg læse denne liste om 4 år og grine tykt og længe ad mig selv… mens jeg (efter at have fjernet en sovseplet) forbereder kalvestegen til ovnen og tænker på, at jeg skal huske at optage aftenens vigtigste program, “Søren Ryge Direkte”, og at det er fint, at CH fik dækket brændet i haven til med den bedste af vores presenninger.

Her er et billede af fine Anemoner fra skoven. De har intet med teksten at gøre, men skulle bare med, fordi de er fine og ser ud som om, de taler sammen.

________

Tak, fordi du læste med 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

Korch’sk idyl – med et stænk af realisme

Jeg kom til at tænke på i går, at indlæggene på bloggen her måske kan tegne et lidt for træthedsgråt billede af, hvordan vi har det i vores familie. Det er faktisk slet ikke meningen.

Jeg døbte bloggen “Mangefarvetvirkelighed”, fordi jeg gerne ville vise noget andet end en retoucheret instagram-virkelighed, hvor alt hele tiden er lige i skabet. Hjemme hos os er det nemlig altid en god, blandet landhandel, og derfor kommer her nu et indlæg, som skal være et modspil til de koksgrå, disede og træthedsfarvede nuancer.

Det bliver lyserødt, græsgrønt og dejligt! Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at havde indlægget her været middagsret, ville den have været en pålægskagemand af de helt store, hvor der også er tænkt på fiskefileten.

Og havde det været en film, ville det have vekslet mellem en Morten Korch-film med blomstrede forklæder, vaniliekransedåser og stråtækkede, hvide stuehuse med stokroser op ad murene, og en My Little Pony-film med ekstra meget glimmer i.

Det skal nemlig handle om de gode, smukke og fænomenale ting ved vores hverdag. Det er nemlig rart at mærke den rendyrkede taknemmelighed over, hvad der er her og nu, i stedet for konstant at tænke et skridt fremad. Som jeg ellers er meget skyldig i.

Er du klar?

Her kommer ej-hvor-det-bare-fantastisk listen:

1. CH’s fornemmelse for C

Forleden sad vi i bilen på vej hjem fra shopping. D var med. Og inden vi kørte hjem, havde vi møvet os igennem en til randen proppet Føtex med alenlange køer, indkøbsvogne og sporadiske briser med svedlugt.

Jeg hadede det. Ligeså meget som jeg hader Bilka lørdag formiddag.

Jeg er ekstremt dårlig til de situationer. Jeg får lyst til at rejse 5000 km væk og bygge en hule i en høj trækrone, hvor jeg kan bo. Alene. Eller i hvert fald bare sammen med ungerne og CH… Muligvis også en personlig kok og en massør.

Da vi endelig sad i bilen og var på vej hjem, sagde jeg ikke særlig meget. Jeg sukkede dog en hel del. Som for at rense kroppen for indtryk.

Så var det, CH sagde, “Du trænger til at komme hjem og slappe af.”

Det lyder måske sådan lidt “lidt”..? Men jeg bliver gang på gang overvældet, lykkelig og taknemmelig over, hvor godt han kender mig – og mine mekanismer. Sikke en befrielse, det egentlig er.

2. Spiderman-sludder og W

W er jo 3 år lige om lidt. Lige for tiden sker der rigtigt meget med ham i forhold til, at han leger med sit legetøj på en lidt anden måde, end han før har gjort. Han leger mere abstrakt.

Da D blev født, fik han (altså D) en Spiderman-bamse af sin onkel i gave. Den bamse tog W til sig omgående, og siden har de været helt uadskillelige.

Det var de også i går aftes, da W skulle puttes.

Som en del af putteritualet skal W altid tænde vågelampen i hjørnet af soveværelset. I går aftes stod gyngestolen i vejen for kontakten, og W måtte mave sig sidelæns, så han kunne komme til. Spiderman holdt han troligt i den hånd, han styrede ned til kontakten.

Så var det, der skete noget, som man nok i film-analytisk sprog ville kalde for Point of no return.

W fik presset Spiderman så meget forbi gyngestolen, at det faktisk var Spidermans hånd, der endte med at tænde på kontakten.

(!!!)

Der skete nu et meget klart stemningsskift. W fik møvet sig fri af gyngestolen, og følgende samtale udspandt sig mellem W og Spiderman:

“Nej, Spiderman. Du må ikke tænde lyset. Mig gøre det.”

“Nej, jeg må ikke tænde lyset.” (sagde W med sin Spiderman-stemme, som lyder lidt alá når Batman snakker. Rusten. Og lidt creepy…)

“Nej. Du må ikke tænde lyset!”

“Nej, jeg må ikke tænde lyset.” (Igen… Spiderman-stemmen. Lidt ligesom i “Exorcisten”, når man tænker over det… Jeg lader den bare ligge her, kan jeg mærke.)

W endte derefter med at slukke lyset. For så selv at tænde igen. Og gå i seng.

Lyder det mega banalt, små-kedeligt og kun-sjovt-for-forældre? Måske. Men lige i går betød den lille Spiderman-episode, at CH og jeg fik det dejligste grin sammen… midt i afslutningen på ulvetimen, hvor energiniveauerne er på størrelse med Tommelises lillefingernegl.

Partners in crime.

3. Børneprutter

Nogle synes overhovedet ikke, prutter er sjove. De skal bare overstås uden at blive anerkendt. Sådan er vi overhovedet ikke hjemme hos os. Og jeg kan helt ærligt sige, at noget af det sjoveste ved at have fået børn er, at de fiser helt enormt meget i forhold til voksne mennesker. Eller… De gør det meget mere åbenlyst.

Her i huset er det sket en del (mange!) gange, at noget, som ellers er alvorligt nok, er blevet afbrudt af en børneprut.

F.eks. hvis CH og jeg har lille diskussion, hvor uenigheden om emnet ulmer som en hårdt kogende suppe.

“Jamen, jeg synes bare det er rimeligt træls, at der ligger strømper i sofaen, når du ikke bruger dem.”

“Jeg skal jo bruge dem.”

“Det skal du da ikke, når de har ligget der i flere timer?”

“Jo. Senere.”

“Jamen, kan du ikke bare lægge dem i soveværelset så?”

“Nej, for så glemmer jeg dem.”

“Årh, for pokker altså, det er bare mega tr….”

*PRUUUUUUUUUUUUUT…. PRUT*

Og en sådan prut i har i utallige tilfælde lagt låg på både små og store uenigheder.

Måske var det en idé for andre fora, hvor der er uenighedsproblematikker? Jeg tænker på FN? Eller på Christiansborg?

Jeg kan i hvert fald godt se for mig, at Brian Mikkelsen er rygende uenig med Ida Auken, hvorved nogen fra et midterparti så lige vælger at slå en markant prut, når diskussionen er allermest ukonstruktiv og personlig… Det kunne godt blive fint.

Min liste er færdig nu. Den blev vist egentlig mere regnbuefarvet end decideret lyserød.

Dagen er lys, god og fyldt med solskin. Vi har gået tur i skoven, snakket om alt muligt og grinet lidt mere af Spiderman-sludderen fra i aftes. Jeg har fundet flint… for første gang – og CH delte min glæde 100%. Det er han nemlig (også) god til.

________

Tak, fordi du læste med 🙂

Det gør vi da bare…

“Ska’ vi ikk’ lige få taget billeder?”

Den sætning lyder harmløs. Sådan næsten… uinteressant. Men her i huset dækker den over noget, der på ingen måde er harmløst. Desværre glemmer både CH og jeg bare altid, hvad det indebærer “lige at få taget billeder.”

Og da vi i går eftermiddags besluttede, at nu skulle der én gang for alle tages nogle billeder af D i sin dåbsdragt på et lammeskind, var vi til at starte med også i en lyserød og lykkelig tilstand af uvidenhed.

(Ja. Jeg ved det. Det er knap en måned siden, D blev døbt.)

D blev proppet i sin elfenbenshvide dragt. Han måtte have en papirsble på, fordi han i mellemtiden er vokset så meget, at de mere fyldige stofbleer, han normalt bruger, lige fyldte så tilpas meget, at dragten ikke kunne nå og i stedet sad med udskæringen ude på midten af skuldrene. Det så ikke så kønt ud, og han kom lidt til at ligne en spansk Señorita sat op til løjer.

W så med nysgerrighed på, at CH stillede tingene op. Hvid baggrund, lammeskind og sit spejlrefleks på stativ. “Far, hva’ deeet?”, lød det 46 gange i løbet af 2 minutter fra ham.

Stemningen var så småt begyndt at blive en smule hektisk. D var absolut ikke interesseret i at kigge på kameraet. Han var travlt optaget af at få sig selv og alle sine deller rullet om på siden, mens han forsøgte at få fødderne med de fine dåbssko op til munden.

D har lår så store som ældre egetræsstammer, og det var bestemt ikke nogen let opgave for ham at få smagt på de fødder. Men op kom de, og jeg fik egentlig helt dårlig samvittighed over, hvor lidt smidig jeg er, på trods mine lår slet ikke har så meget fedt, som D’s.

CH fik skudt et par billeder, mens jeg farede frem og tilbage for konstant at forsøge at få D til at ligge kameravenligt. Hele forestillingen foregik oppe i vores gang på 1. sal. Et sted i huset, hvor der bliver ret varmt, når solen bager ind af VELUX vinduerne – hvilket den gjorde i går.

Derfor havde jeg også allerede svedperler på overlæben, da jeg blev ramt af en af de realiteter, der hører med til at have små børn. En af de realiteter, som egentlig også optræder tit her på bloggen – fordi den ofte er en stor del af vores liv.

Lugten af børnebæ.

Og det var meget tydeligt, hvor det kom fra.

W sad og gyngede i sin gyngehest efter at have leget en leg, hvor han løb frem og tilbage mellem lammeskind og kamerastativ. Det var åbenlyst, at han følte sig lidt forbigået, fordi der skulle tages billeder af D, og vi forsikrede ham om, at der selvfølgelig også skulle tages billeder af ham bagefter.

Efter 10 minutter var der endelig kommet nogenlunde ro, og W havde indtaget gyngehesten. Han havde så åbenbart også fyldt bleen i samme åndedrag.

Jeg startede egentlig bare med at konstatere det og tænke, “Det ordner vi om lidt.”, men så var det som om, tingene begyndte at gå lidt i stykker omkring vores opstilling.

D gylpede i et sprøjt udover lammeskind og dragt.

3 ud af 4 katte ankom og indtog gangen (og lammeskindet) som om, det rent faktisk var dem, der havde underskrevet skødet på huset i sin tid.

Samtidig lugtede der meget kraftigt af bæ, mens temperaturen efterhånden havde sneget sig et godt stykke over, hvad der er behageligt. Det føltes faktisk lidt som et festivaltoilet midt på dagen i juli måned.

W’s gyngehesteleg var heller ikke så sjov mere, og nu var kamerastativet meget mere spændende, syntes han.

“Lad os lige skynde os at få dragten af ham, og få taget nogle, hvor han bare ligger på maven..“, sagde jeg i et lidt for skingert stemmeleje til CH.

Jeg fik den tilgylpede dragt af D, mens de to katte, jeg løftede væk fra lammeskindet, gav mig et blik, der sagde, “Vi er mere skuffede over dig, end du aner.”

Så var det, jeg kom til at kigge over i hjørnet. I stærk kontrast til vores hvide IKEA-kommoder lå der en af de rundeste kattepøller, jeg nogensinde har set.

Lige dér blev tingene meget, meget overvældende. Jeg skyndte mig hen mod trappen og fik et “Jeg skal lige trække vejret i et minut.” slynget ud til CH i forbifarten.

CH er i høj grad meget mere kaospilot end jeg. Derfor vidste jeg også, at det var helt okay med ham, at jeg trak mig tilbage for at finde min (godt nok ikke så store) zen igen.

Imens jeg pustede ud (og trak luft ind, der ikke lugtede af børnebæ og kattepøller) fik CH skabt orden, hvor der var kaos, og han fik fjernet festivaltoilet-atmosfæren fra det hjemmelavede fotostudie ovenpå.

Der blev taget flotte billeder af både D og W, og kigger man på de billeder nu, kan man hverken se eller fornemme, hvad der foregik bag kameralinsen. Er det ikke vildt?

Det betyder så også, at der er stor risiko for, at CH og jeg igen glemmer, hvad vi går ind til, næste gang en af os siger, “Ska’ vi lige tage billeder?“.

I dag er det forår. Og disse to påskeliljer har jeg kaldt for D og W.

______

Tak, fordi du læste med 🙂

Den morgen, hvor det ramlede

Jeg er tit ude om formiddagen.

Altså, ikke “ude”… som i at jeg er ude og drikke kaffe på en fortovscafé, mens jeg spiser en svampet brownie, der ikke sætter sig på hofterne eller er svær at få af tænderne igen.

“Ude” betyder egentlig bare, at jeg trasker rundt med barnevognen iført “hvad-jeg-lige-kunne-finde-tøj” fra mor-skuffen i vores kommoder.

(Mor-skuffen er den eneste ud af 7 skuffer, som indeholder tøj, jeg kan passe. Det vil sige ting med elastik i. For selvom det er 5 mdr siden, D kom til verden, er mine mavemuskler slet ikke blevet gode venner endnu – overhovedet! Faktisk er de så langt fra hinanden, at jeg – især sidst på eftermiddagen – ligner en, der snildt kunne være 4-5 måneder henne.)

Jeg går aldrig særligt hurtigt med barnevognen. Både fordi, det er sidst på morgenen, men også fordi, jeg er meget opmærksom på, om der eventuelt ligger hundelorte på fortovet… hvilket der tit gør.

Normalt betyder mit langsomme tempo, at jeg fint kan se, om der ligger en mokkafarvet satan, jeg skal gå udenom. Derfor har jeg også hidtil kunnet undgå at få hundepølle under mine sko.

Lige indtil i dag.

D. 9/3 – 2017, kl. 09.40.

Da skete det.

Jeg trådte i, hvad jeg troede var en klat mudder. Det var det bare ikke, afslørede aromaen omkring min ene sko hurtigt. Det var pølle.

Det kom faktisk bag på mig selv, at jeg egentlig nåede panikstadiet ret hurtigt. Nok mest fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue at skulle til at gøre sko rene, når hele mit system mest af alt havde brug for kaffe, et sovende barn og et rundstykke med marmelade.

Så jeg greb til, hvad der i situationen virkede som noget af det mest konstruktive, jeg kunne gøre.

At tørre skoen af i græsset. I ved, sådan lige tvære det værste af.

Men der sker noget i et menneske, når panikken har fået lov at brede sig. Og jeg tror også, der sker noget med ens evne til at opfatte ting visuelt.

I hvert fald havde jeg ikke set, hvad der allerede lå i græsset, før jeg plantede min skosål der.

Det var først, da jeg kunne mærke noget, der ligesom “gled” lidt for godt på en ellers ujævn overflade, at det gik op for mig, at jeg havde tørret en hundelort af i en anden hundelort.

Jojo… den nye hundelort så ud til at være ældre og mere hærdet af vind og vejr, men det ændrer ikke på graden af frustration for mit vedkommende. Lige der var jeg simpelthen parat til at kravle op i det nærmeste træ  og råbe “FUUUUUUUUUUCK” ud over hele byen.

D lå i barnevognen med øjne så store som de største termokopper fra Rosendahl, og det var ret tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at sove lige med det samme.

Så efter at have forsøgt at tørre 2(!) hundelorte af i en ny græsplet, gik jeg videre. Kunne ane lugten af hundepuha og kom i tanke om, hvad morgenen ellers havde budt på.

For faktisk havde jeg, en times tid inden barnevognsturen, oplevet noget i lidt samme boldgade:

D skulle have skiftet sin gennemvædede morgenble.

Jeg plejer normalt ikke at lade ham ligge uden ble ret længe, fordi der jo er risiko for at blive ramt af hans gule sprinkler, men her til morgen fik jeg en mail, jeg hurtigt lige var nødt til at åbne på min telefon.

D lå og pludrede, og jeg stod foran ham ved puslebordet, optaget af mailen på telefonen.

Mit fokus var tydeligvis et andet sted, og det var nok også derfor, jeg simpelthen ikke anede uråd, da jeg mærkede noget varmt og vådt ramme mig i ansigtet.

Vi har jo allesammen visse reflekser, som sætter ind, før vi når at tænke videre. Det kan f.eks. være at lave gribe-bevægelse, hvis nogen lader som om, de kaster noget til en. Og det kan også være at slikke sig om munden, hvis noget rammer ens læber.

Lige i den situation, jeg var i, ville jeg enormt gerne have været sidstnævnte refleks foruden.

For jo, hans sprinkler havde ramt mig  på munden, og det første, jeg gjorde, var lige at fugte læberne med tungen, inden jeg overhovedet nåede at tænke over, hvad det rent faktisk var for noget vådt noget, jeg havde fået i ansigtet.

Derefter blev det meget tydeligt for mig, hvad der var i gang, og mens jeg var ved at fiske en ny ble op fra hylden under puslebordet, gik 2. omgang af D’s storkespringvand i gang og ramte mine briller.

Hurtigt blev den mail egentlig helt irrelevant, og jeg kunne kun tænke på at få afdækket springvandet og få vasket munden nogle hundrede gange.

Lige nu sover D, og jeg leder efter min JA-hat, så jeg kan tage imod resten af dagen med åbne arme. Og så regner jeg meget med, at CH skifter – i hvert fald størstedelen – af bleerne resten af dagen.

______

Tak, fordi du læste med 🙂

 

 

Bamses aldrende stier

Så er det her. Det 3. og næstsidste indlæg om vores kattes politiske holdninger.

Jeg startede med at beskrive løsgængeren Bjørn. Derefter fulgte det inaktive medlem af Enhedslisten, Felix, og nu er turen kommet til Bamse.

Gamle Bamse, som er alderspræsidenten blandt kattene.

Statelige Bamse, som på overfladen er et surt løg, men som godt kan gå en smule i barndom, når han ligger i skødet hos CH.

Bamse er en af de katte, som generelt har et ansigtsudtryk, der siger: “Hold din kæft, eller jeg smadrer dig.”

Eller… faktisk, så er Bamse også så tilpas sofistikeret, at han nok nærmere ville sige noget i stil med: “Jeg må på det kraftigste anmode om, at De fortrækker til de tilstødende gemakker, da jeg ellers ser mig nødsaget til at blive korporlig.”

På den måde er Bamse ret speciel at gå op ad til hverdag.

Han har en respektindgydende aura omkring sig. Selv når han har sat sig på et A4 ark alene af den årsag, at det er PAPIR, og det derved må og skal indtages af hans bagdel. Ligesom Octavian indtog Ægypten.

Af alle vores katte er Bamse den ultimativt letteste at placere rent politisk. Der er ingen – virkelig, absolut ingen – tvivl om, at Bamses verdenssyn er stærkt konservativt. Derfor har han også, så længe nogen kan huske, været medlem af Det Konservative Folkeparti.

Man skal dog ikke gå rundt og tro, at Bamse er tilfreds – det er han nemlig sjældent. Han længes tilbage til dengang, hvor rigtige damer aldrig forlod hjemmet uden handsker, og hvor man sagde “bevares” i stedet for “luk røven”, hvis man blev stødt over en bemærkning.

Bamses yndlingsstier er de gamle. Sådan er det. Og det ved man godt i partiet. Derfor er man (desværre for Bamse) holdt op med at vende diverse problematikker og forslag med ham, fordi man simpelthen ikke orker at få smidt prædikatet “nymodens pjat og balfaldera” i hovedet.

Bægeret flød over, da Bamse kaldte Søren Pape for en “skammelig stik-i-rend-dreng med smuds i lommerne og urene negle” i et interview, der oprindeligt skulle have været vist på Bamses yndlingskanal DK4.

Men selvom Bamse er dømt “ude” fra beslutningstagernes møder, taler man stadig om ham.

Det pudsige med Bamse er nemlig, at ingen rigtig ved hvornår, han kom med i partiet. Han har bare altid været der. Det har fået nogle – ellers rationelle og logisk tænkende – partimedlemmer til at overveje, om der måske i Bamses tilfælde er noget på spil, som ikke er helt “naturligt”.

Og mellem os sagt? Så ja.

Bamses historie rækker nemlig særdeles langt tilbage. Hvor han kommer fra, ved ingen, men at han er ældre end gammel, har mange på fornemmelsen.

Hvis du deler en god (men ikke for bitter) portvin med ham i en sen aftentime, kan han måske lokkes til at fortælle lidt om sit liv. Men indtil nu har ingen formået at få noget at vide om hans egentlige ophav.

Dog ved man nogle ting… Ting, som ingen i partiets øverste ledelse taler højt om, da det er alt for irrationelt til at blive sagt.

På Frederiksborgmuseet hænger et maleri, som forestiller Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Den samling af folk som vedtog grundloven i 1849. Hvis man kigger på billedet og fokuserer på balkonen yderst til højre, kan man ikke se Bamse. Men faktisk var han der – trods sin usynlighed. Han så det ske, da Danmarks første, frie grundlov blev vedtaget. Gemt under en forgyldt armstol og i læ af et par kæmpe krinolineskørter med en stærk duft af lavendel.

Husker I beretningen om Slaget på Fælleden? Hvor politiet forsøgte at nedkæmpe den spirende socialisme, som havde Louis Pio i spidsen?

Bamse var der. I hvert fald lige i nærheden.

Fra et karnapvindue i en herskabslejlighed sad han ved siden af en stueplante og hørte arbejderne synge “Snart dages det brødre”, mens de marcherede forbi med de røde faner.

Under valgretsoptoget i København d. 5. juni 1915 stod Bamse på et gadehjørne og blev ved et uheld filtret ind i optoget af kvinder. Det var umuligt at komme ud, så han måtte gå med helt til Rigsdagen – trods han var dybt uenig i den beslutning om stemmeret til kvinder, der lige var truffet.

Samme år var Bamse en af udbryderne fra partiet Højre, som gik sammen om at stifte Det Konservative Folkepart. På et af de forberedende møder, havde Bamse fået til opgave at sørge for smørrebrød, men var ved en fejl kommet til at bestille alle 60 stykker med tunge og italiensk salat.

Det var en svær  en at sluge for hans partifæller, og derfor “holdt han pause” fra partiet i omkring 20 år.

Men alt dette ligger langt tilbage – dog husker Bamse det hele tydeligt.

Bevæger man sig længere op til nyere tid, bliver det til gengæld mere diffust i Bamses hukommelse. Derfor er det eneste, han husker fra 80’erne fx., at han blev smidt ud fra Poul Schlüters kontor, fordi han havde sat sig på et stykke A4 papir på gulvet.

Det var der jo som udgangspunkt ikke noget galt i, men det viste sig at være et dokument, der skulle videre til Majestæten og underskrives, som ved et uheld var faldet på gulvet. Det kunne Bamse jo strengt taget ikke vide, men som Schlüter sagde, så er det jo lidt ærgeligt at sende noget så krøllet og trådt på videre til dronningen.

Fra den episode begyndte Bamses tilbagetrækning fra partitoppen, og som det ser ud i dag, er det faktisk svært at forstå, at han i sin tid var en del af partiets grundlag. Og sørgede for smørrebrød og alt muligt.

_____

Tak, fordi I læste med 🙂

Fest og Buller – med løg på

Der var fest for D i går. For lille D med de store øjne, fyldige kinder og bløde smil.

Han blev nemlig døbt og fejret med manér… I en dåbsdragt med butterfly og brokadevest, som lige akkurat passede i længden. Sådan kan det nemlig gå, når man bestiller dragt i for god tid og glemmer, at hovedpersonen vokser lige så hurtigt som japanske, futuristiske lyntog kan køre.

Men fin var han, lille glade D.

Og i starten af gudstjenesten kom jeg til at tænke på, at han faktisk havde noget meget royalt over sig, som han sad der hos CH i sin elfenbenshvide dragt. Sådan… At hvis Solkongen fra barokkens Frankrig var blevet døbt i nutiden, ville han med garanti have set næsten lige så fin ud.

Lige der kunne jeg så også mærke, at jeg var nødt til hurtigt at slippe tanken igen.

Det kom sig egentlig af, at D for tiden går under navnet “Buller” (mest fordi han er lidt stor i det og godt kan ligne en glad Labrador.) Og det med en kongelig Buller kunne jo godt blive  spændende…

Som f.eks. “Kong Buller og Ridderne af det runde bord”

Eller “Kong Bullers Miner”

Jeg lod det så bare ligge der og tænkte ikke mere på det. Ellers ville det i alt for høj grad stjæle fokus fra den forestående dåb. Og det ville jo også være katastrofalt, hvis jeg kom til at sige noget med Buller i stedet for D’s rigtige navn, når præsten skulle spørge om det.

Men alt gik heldigvis fint i kirken, selvom mine nerver sad uden på tøjet, og snart-3-årige W havde en smule svært ved at forstå, hvorfor man pludselig skulle sidde på en bænk, mens de voksne skiftevis sang og var musestille. Hvilket da overhovedet heller ikke er særligt børnevenligt. Derfor blev kirkens fine legehjørne også flittigt brugt.

Sådan en dag, hvor man planlægger ting og har en forventning om, at alting klapper… Det er på sådan nogle dage, at der næsten altid går et eller andet galt rent praktisk.

I går var bestemt ingen undtagelse.

For jo – alt klappede med hensyn til dåb og fest… Men det var som om, at universet lige ville indskyde en lille – men alligevel lidt stor – sidebemærkning om, at man altså ikke bare sådan lige kan sætte en forventning om ultimativ succes op uden at få lidt ridser i lakken.

Faktisk begyndte det tidligt om morgenen, hvor huset emmede af stress, fordi W var sur på alt undtagen sin svensknøgle og sin Spiderman-bamse.

Den søde organist, som skulle vikariere for CH til dåben, kom forbi efter nøglen til kirken. Hvilket jo var helt fint… bortset fra at vores hoveddør valgte at give hende en lille erkendtlighed, da hun ville lukke den. Pludselig stod hun nemlig med håndtaget i hånden.

Det var jo pænt at hoveddøren at være gavmild på den måde, kan man sige, men mindre kunne også have gjort det.

Håndtaget blev forsøgt sat på midt i al stressen, og vi fortsatte med at prøve at samle tropperne – og i særdeleshed W, som var i færd med at pakke det legetøj ud, som jeg omhyggeligt havde pakket ned, så det kunne komme med til festen som underholdning.

Næste punkt på “så let slipper I ikke”-listen fandt sted, da vi ankom til kirken.

For da jeg åbnede bildøren, gik det op for mig, at en del af min nye, lækre (og meget lange) mohair-cardigan havde haft en fest, jeg havde været helt uvidende om. Den var nemlig kommet i klemme i bildøren og havde hængt som et gråt flag og flagret i et stræk på 7 km. I vådt vejr. Hvilket betød, at den nu var pyntet med både grus, mudder, lidt græs, og en god del vand.

Men altså… man er vel mor til det 2. gylpebarn i rækken. Og der er altså få ting, som en god, gammeldags stofble ikke kan opsuge. Så den klarede opgaven med den mørkegrå cardigan helt fint. Da den havde taget det værste, var området kun lidt fugtigt (dog med en smule jordlugt omkring sig, men det er jo egentlig bare lidt ligesom at være på skovtur så).

CH og jeg var flere dage inden dåben blevet meget enige om, at det var bedst at køre i to biler, fordi vi skulle have så uhyggeligt meget med. For det er altså en større historie at pakke grej ned til 2 børn, hvor autostolene allerede tilsammen optager en betragtelig del af pladsen i bilen.

Det gik også helt fint…

Lige indtil den ene bil valgte at strejke, da vi skulle fra kirken.

Hvilket resulterede i, at vi – efter den havde fået en ordentlig opsang og et spark på højre fordæk – måtte lade den stå ved kirken, indtil festen var overstået, og et sødt og hjælpsomt vennepar efterfølgende måtte trække den hjem med et slæbetov.

Efter bilstrejken var der en lang periode, hvor alt faktisk gik forrygende! Hvor CH og jeg flere gange kiggede på hinanden og sagde “Jaaaamen, så fint det går.” eller “Det havde vi næsten ikke turde håbe på.”

Glade børn, glade gæster, fine lokaler, god mad…

Men så var det som om, universet lige lavede et lille “PS.” på listen… Ikke noget, der som sådan gik dårligt. Mest bare noget, som var lidt mærkeligt.

Frokosten havde bestået af et lækkert pølsebord med alt godt fra slagterkniven. Der var naturligvis alt det obligatoriske og nødvendige tilbehør, som vi her i Danmark skatter ligeså højt som eftermiddagskaffe og brun sovs.

Der, hvor PS.’et kommer ind, var da vi efter frokosten skulle have pakket pålægget ned. For der stod det lige pludselig klart, at der var to ting, som mængdemæssigt dominerede mere end noget andet:

Ristede løg og rødløg i skiver.

Og det var tydeligt, at det faktisk ikke var fordi, folk ikke havde spist af det. Der var bare overordentligt meget af det på trods.

Som om slagteren havde tænkt, “Hvis nu festen er lidt tam, så skal vi da i hvert fald lige give mulighed for, at folk kan få lidt luft i maven og dermed få gang i det hele. Så hvis vi lige ligger lidt rigeligt løg ved i forskellige afskygninger…”

Det har så bare resulteret i, at vi lige nu har så meget ristet løg i huset, at jeg føler mig lidt presset af det. Som om universet så vil tvinge os til at spise rigtig mange hotdogs de næste mange måneder.

Men bortset fra det?

Så sad dagen lige i skabet!

Og da vi kom hjem, med to meget trætte unger, oplevede vi noget, vi desværre ikke oplever helt så tit, som vi gerne ville: En decideret zen-følelse.

Da ungerne var puttet, fik vi en sen aftensmad med pizza-rester fra dagen før og slappede uendeligt meget af, mens vi slog hjernen fra til Dirch Passer på skærmen og nød synet af de fine blomster, der var tilbage fra festen.

Faktisk gik det halvvejs inde i filmen op for mig, at vi begge slappede så meget af, at vi sad med åben mund.

Derfor må konklusionen være, at en dag, der startede med:

“Nu-skal-vi-altså-skynde-os-ellers-når-vi-det-ikke-gider-du-skifte-ungernes-bleer-for-det-har-jeg-altså-ikke-tid-til!”

Sluttede egentlig med:

“Blaaaah” *Grundet voldsomt afslappet mundmuskulatur er der opstået mangel på ord*

________

Tak, fordi I læste med 🙂