Der var fest for D i går. For lille D med de store øjne, fyldige kinder og bløde smil.
Han blev nemlig døbt og fejret med manér… I en dåbsdragt med butterfly og brokadevest, som lige akkurat passede i længden. Sådan kan det nemlig gå, når man bestiller dragt i for god tid og glemmer, at hovedpersonen vokser lige så hurtigt som japanske, futuristiske lyntog kan køre.
Men fin var han, lille glade D.
Og i starten af gudstjenesten kom jeg til at tænke på, at han faktisk havde noget meget royalt over sig, som han sad der hos CH i sin elfenbenshvide dragt. Sådan… At hvis Solkongen fra barokkens Frankrig var blevet døbt i nutiden, ville han med garanti have set næsten lige så fin ud.
Lige der kunne jeg så også mærke, at jeg var nødt til hurtigt at slippe tanken igen.
Det kom sig egentlig af, at D for tiden går under navnet “Buller” (mest fordi han er lidt stor i det og godt kan ligne en glad Labrador.) Og det med en kongelig Buller kunne jo godt blive spændende…
Som f.eks. “Kong Buller og Ridderne af det runde bord”
Eller “Kong Bullers Miner”
Jeg lod det så bare ligge der og tænkte ikke mere på det. Ellers ville det i alt for høj grad stjæle fokus fra den forestående dåb. Og det ville jo også være katastrofalt, hvis jeg kom til at sige noget med Buller i stedet for D’s rigtige navn, når præsten skulle spørge om det.
Men alt gik heldigvis fint i kirken, selvom mine nerver sad uden på tøjet, og snart-3-årige W havde en smule svært ved at forstå, hvorfor man pludselig skulle sidde på en bænk, mens de voksne skiftevis sang og var musestille. Hvilket da overhovedet heller ikke er særligt børnevenligt. Derfor blev kirkens fine legehjørne også flittigt brugt.
Sådan en dag, hvor man planlægger ting og har en forventning om, at alting klapper… Det er på sådan nogle dage, at der næsten altid går et eller andet galt rent praktisk.
I går var bestemt ingen undtagelse.
For jo – alt klappede med hensyn til dåb og fest… Men det var som om, at universet lige ville indskyde en lille – men alligevel lidt stor – sidebemærkning om, at man altså ikke bare sådan lige kan sætte en forventning om ultimativ succes op uden at få lidt ridser i lakken.
Faktisk begyndte det tidligt om morgenen, hvor huset emmede af stress, fordi W var sur på alt undtagen sin svensknøgle og sin Spiderman-bamse.
Den søde organist, som skulle vikariere for CH til dåben, kom forbi efter nøglen til kirken. Hvilket jo var helt fint… bortset fra at vores hoveddør valgte at give hende en lille erkendtlighed, da hun ville lukke den. Pludselig stod hun nemlig med håndtaget i hånden.
Det var jo pænt at hoveddøren at være gavmild på den måde, kan man sige, men mindre kunne også have gjort det.
Håndtaget blev forsøgt sat på midt i al stressen, og vi fortsatte med at prøve at samle tropperne – og i særdeleshed W, som var i færd med at pakke det legetøj ud, som jeg omhyggeligt havde pakket ned, så det kunne komme med til festen som underholdning.
Næste punkt på “så let slipper I ikke”-listen fandt sted, da vi ankom til kirken.
For da jeg åbnede bildøren, gik det op for mig, at en del af min nye, lækre (og meget lange) mohair-cardigan havde haft en fest, jeg havde været helt uvidende om. Den var nemlig kommet i klemme i bildøren og havde hængt som et gråt flag og flagret i et stræk på 7 km. I vådt vejr. Hvilket betød, at den nu var pyntet med både grus, mudder, lidt græs, og en god del vand.
Men altså… man er vel mor til det 2. gylpebarn i rækken. Og der er altså få ting, som en god, gammeldags stofble ikke kan opsuge. Så den klarede opgaven med den mørkegrå cardigan helt fint. Da den havde taget det værste, var området kun lidt fugtigt (dog med en smule jordlugt omkring sig, men det er jo egentlig bare lidt ligesom at være på skovtur så).
CH og jeg var flere dage inden dåben blevet meget enige om, at det var bedst at køre i to biler, fordi vi skulle have så uhyggeligt meget med. For det er altså en større historie at pakke grej ned til 2 børn, hvor autostolene allerede tilsammen optager en betragtelig del af pladsen i bilen.
Det gik også helt fint…
Lige indtil den ene bil valgte at strejke, da vi skulle fra kirken.
Hvilket resulterede i, at vi – efter den havde fået en ordentlig opsang og et spark på højre fordæk – måtte lade den stå ved kirken, indtil festen var overstået, og et sødt og hjælpsomt vennepar efterfølgende måtte trække den hjem med et slæbetov.
Efter bilstrejken var der en lang periode, hvor alt faktisk gik forrygende! Hvor CH og jeg flere gange kiggede på hinanden og sagde “Jaaaamen, så fint det går.” eller “Det havde vi næsten ikke turde håbe på.”
Glade børn, glade gæster, fine lokaler, god mad…
Men så var det som om, universet lige lavede et lille “PS.” på listen… Ikke noget, der som sådan gik dårligt. Mest bare noget, som var lidt mærkeligt.
Frokosten havde bestået af et lækkert pølsebord med alt godt fra slagterkniven. Der var naturligvis alt det obligatoriske og nødvendige tilbehør, som vi her i Danmark skatter ligeså højt som eftermiddagskaffe og brun sovs.
Der, hvor PS.’et kommer ind, var da vi efter frokosten skulle have pakket pålægget ned. For der stod det lige pludselig klart, at der var to ting, som mængdemæssigt dominerede mere end noget andet:
Ristede løg og rødløg i skiver.
Og det var tydeligt, at det faktisk ikke var fordi, folk ikke havde spist af det. Der var bare overordentligt meget af det på trods.
Som om slagteren havde tænkt, “Hvis nu festen er lidt tam, så skal vi da i hvert fald lige give mulighed for, at folk kan få lidt luft i maven og dermed få gang i det hele. Så hvis vi lige ligger lidt rigeligt løg ved i forskellige afskygninger…”
Det har så bare resulteret i, at vi lige nu har så meget ristet løg i huset, at jeg føler mig lidt presset af det. Som om universet så vil tvinge os til at spise rigtig mange hotdogs de næste mange måneder.
Men bortset fra det?
Så sad dagen lige i skabet!
Og da vi kom hjem, med to meget trætte unger, oplevede vi noget, vi desværre ikke oplever helt så tit, som vi gerne ville: En decideret zen-følelse.
Da ungerne var puttet, fik vi en sen aftensmad med pizza-rester fra dagen før og slappede uendeligt meget af, mens vi slog hjernen fra til Dirch Passer på skærmen og nød synet af de fine blomster, der var tilbage fra festen.
Faktisk gik det halvvejs inde i filmen op for mig, at vi begge slappede så meget af, at vi sad med åben mund.
Derfor må konklusionen være, at en dag, der startede med:
“Nu-skal-vi-altså-skynde-os-ellers-når-vi-det-ikke-gider-du-skifte-ungernes-bleer-for-det-har-jeg-altså-ikke-tid-til!”
Sluttede egentlig med:
“Blaaaah” *Grundet voldsomt afslappet mundmuskulatur er der opstået mangel på ord*
________
Tak, fordi I læste med 🙂
Mangefarvetvirkelighed 