Sikken voldsom trængsel

(Indlægget er oprindeligt skrevet til Appetize.dk)

Jeg glæder mig i denne tid, nu f… Ja, nu er der i hvert fald masser af grønlangkål og æbleskiver, og hjemme hos os har vi julet, som vi nærmest aldrig har julet før, og jeg har fået så meget gløgg.

Det er helt vildt, som jeg er blevet budt.

Men selvom jeg godt kan lide det, er jeg bare stadig ikke der, hvor jeg lige kan tage alt fyldet med en ske bagefter og så bare spise det… Det er lidt som om, at når man kan dét, så er man rigtig voksen.

Lige så voksen som dem, der ser finansnyheder og sætter pris på Akvavit og visesangere.

Men selvom december indtil videre har været noget så julet for vores vedkommende, så har den på ingen måde været fri for situationer, der har givet træk i mundvigen, fordi et lille eller lidt større ”åh nej” har villet ud fra pinlighedens eller utilstrækkelighedens dyb. Alle nellikerne i appelsinerne, julekalender-afsnittene og fyrfadslysene i engleskær har naturligvis næsten overskygget åh nej-situationerne, men derfor kan vi godt lige snakke lidt om et par af dem jo.

Noget med Gnags

Jeg nyder egentlig rigtig meget at synge godnatsange for drengene, når de bliver puttet om aftenen. Især når jeg selv må bestemme, hvad der skal synges. Men det må jeg næsten aldrig, og lige for tiden er Daniel 2 år meget på ”Vilde Kaniner” af Gnags.

Det kom sig egentlig af, at han en aften insisterede rigtig, rigtig meget på, at godnatsangen skulle være om kaniner, og siden jeg ikke kunne komme i tanke om andre, blev det til Gnags.

Så er der så bare det, at jeg dengang greb til det første, bedste og eneste jeg kunne komme i tanke om fra sangen.

”Vi’ de vilde kaniner med meget lange ører… naa na na naa, nananana… vildeeee kaniner, vildeee kaniner… Vi’ de vilde kaniner med meget lange ører…na n…”

…sang jeg 67 gange. Og realiteterne er, at i aftes – omkring 30 dage efter første afsyngning – har jeg stadig ikke fået læst op på tingene, og jeg kan stadig kun de to linjer. Og i morges, ikke? Der hørte jeg William 4 år sidde og synge den, mens han legede med LEGO.

Han havde adopteret min udgave af den som var den sin egen og sang ”naa na na naa na….” på de helt rigtige tidspunkter i de to linjer.

Så nu gør jeg det, at jeg lover mig selv, at nu får jeg læst ordentligt op på den, så jeg ikke (fortsat) er årsag til, at William tror, at Gnags har skrevet en sang på 10 ord og 50 na na’er, og at han får en chance for at lære, at der er meget mere i deres musik end mors ubehjælpelige godnat-kaniner.

Den med nem mad

Christian har ikke været hjemme hele december. Ganske vist har han af og til lige været forbi inden næste job på dagsprogrammet, men hjemme-hjemme har han ikke været.

Sådan er det – det vidste vi, men det har også betydet, at der er blevet gjort visse tiltag for at få tingene til at fungere herhjemme i julestuen, hvor alt har åndet kødpølsemadder og børnelogik frem for fred og idyl, og en af de ting var det her med nem aftensmad.

Det skulle det jo helst være. Så franske hotdogs blev det til en af dagene, og det krævede lige en tur i supermarkedet for drengenes og mit vedkommende. Forinden havde William og jeg snakket om, hvordan franske hotdogs var pølser stoppet i brød, og at det var hurtigt at lave.

I butikken møder vi en flink ældre herre, som vi falder i snak med.

(Mig) – … Ja, lige pludselig er det juleaftensdag. Det går så hurtigt.

(Ældre herre) – Det er ikke sådan med det, nej. Men I skal vel hjem og lave mad.

(Mig) – Jo, vi må n…

(William, højt ud i butikken, mens folk passerede) – Ja, men min mor skal lave pølser først. Det tager ikke så lang tid. Det er sådan nogle lange pølser, hun kan lave. Ligesom min arm.

Nøj, så kraftig en stemme William i grunden har, tænkte jeg i sekundet efter, mens mine kinder tog farve.

Det er pudsigt… 9 ud af 10 gange mumler han, så vi er nødt til at bede ham gentage, hvad han siger, men lige i den sætning dér, træder den klokkeklart og højt frem, som var han en trænet drengesopran.

Vi kom ud af butikken med – for drengenes vedkommende – værdigheden i behold. Min lå smattet ud på gulvet et sted nede ved mejeriprodukterne.

Men ved I hvad? Det er juleaften om lidt, og vi malker de sidste decemberdage for juleforventningsglæde, alt det vi overhovedet kan. Og skulle der komme flere åh nej’er, så klarer vi det med en klejner, kravlenisser og kys.

december.jpg

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med – og rigtig glædelig jul ❤

Reklamer

Da TV-paradokset ramte

(Indlægget er oprindeligt skrevet til Appetize.dk)

Det var en mandag formiddag.

Det var der, det skete…

Vejret var regnfuldt, men vi stod indenfor i den velkendte lugt af svømmehal med lyde af plask og ekko rundt omkring os.

Ingen af os vidste, det ville ske. Vi ænsede det ikke i processen op til. Vi var blinde.

Vi skulle bare lige have 40 minutters svømning sammen, inden vi begge skulle på arbejde.

Ungerne var i børnehave.

Bare Christian og jeg. Sammen.

Alt var godt omkring os i det bassin. Vi havde svømmet lidt begge to, og musklerne var løsnet op. Rart.

Hvad der væltede det hele, ved jeg stadig ikke, men det var Christian, der startede, så det er nok mest hans skyld, kan man sige.

Det var som et domino-spil, hvor første væltede brik udløser en kaskade af væltede brikker.

Der er virkelig skønt her i dag. Selvom det er godt besøgt, så er der fin plads, synes jeg.”

Ja, helt sikkert. Godt vi kom af sted.”

Ja.”

Ej, kan du ikke huske det afsnit af Gurli Gris, hvor Far Gris skal hoppe ned i en pool, hvor det så bare ikke siger noget, da han rammer vandet, selvom de har stået og været mega bange for, at han skulle lave et kæmpe plask?”

JO! Og det giver bare ingen mening, for han er jo en stor Far Gris, og det burde jo sige rigtig meget plask!”

Den er bare syret, den scene…”

Præcis…”

Ligesom der, hvor de skal hen til Bedstefar Gris, og….”

…og sådan fortsatte det i 10 minutter.

10 dyrebare minutter ud af de 40 minutter, vi havde haft mulighed for at bruge udelukkende til voksentid i svømmehallen.

10 dyrebare minutter, hvor vi kunne have snakket om solide, voksne ting, som f.eks. parforhold, personlig udvikling eller bare noget med de praktiske forhold omkring skift til vinterdæk, for det er jo også ved at være den tid, og lige pludselig er der frost jo.

Men nej.

De skulle bruges på Gurli Gris.

Jamen, Cecilie (er der måske nogen, der tænker), hvorfor er det da så forfærdeligt? Herregud.

Jeg er glad for det spørgsmål, og det vil jeg rigtig gerne uddybe (kan jeg blive politiker engang, tror I… eller… ej, vel? Eller..? Nå, nevermind.)

Fordi. Det er sådan, at lyden af vores hjem nu i flere måneder har været lig med lyden af Gurli Gris-stemmer og Gurli Gris-intro.

Om morgenen, når jeg sidder over min morgenkaffe med mascara på hagen og et ansigt, der vil være meget uheldigt på noget som helst billede, kan jeg høre lyden af dialog mellem Mor Gris og Far Gris nede fra TV’et. Og selvom man har hørt det mange gange, så holder man ikke op med at reflektere over det. Jeg gør i hvert fald ikke.

Tværtimod.

Og i den situation er det helt umuligt for mig ikke at komme til at tænke på, hvor meget Far Gris egentlig fucker op. Nøj, hvor har han dårlig dømmekraft helt generelt.

Det kommer f.eks. til udtryk, da de skal på ferie og når at køre i præcis 2,5 sekund (!) inden, han farer vild.

(Og der kan man sige, det kan jo sagtens være, Far Gris og Mor Gris har været sammen i så lang tid, at hun ser bagom de her ting og rummer ham med alt, hvad han er, men så håber jeg da, at han lige giver den en ekstra skalle på deres bryllupsdag f.eks… eller i det mindste lige inviterer hende ud at spise regelmæssigt eller tit køber blomster. Men det tror jeg bare ikke rigtig på, at han gør.)

Jojo, vi har da pause fra det, når vi er på arbejde, når ungerne er i børnehave eller beskæftiget med noget andet, men den følelse, der opstår i kroppen, når lyden af Mor Gris og Far Gris-dialog rammer en kl. 06.20 for 160. morgen i træk… den er godt nok noget andet.

Men det, der så bare er med Gurli Gris, er, at den i små sporadiske momenter kan være en lille smule sjov for voksne. Og det er jo også derfor, at det overhovedet kunne finde sted, at vi kom til at bruge værdifuld svømmehalsvoksentid på at tale om den.

Og der er jo nok sket det nu, at vi har hadet Gurli Gris så meget, at vi ufrivilligt er kommet til at kunne lide den lidt…

Hvad vi gør herfra ved jeg ikke. Men fremadrettet vil jeg under alle omstændigheder kæmpe for, at der ikke går Gurli Gris i den på andre voksne tidspunkter. De vinterdæk må bare noget mere ind i billedet.

¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

SEPTEMBEROPGØRELSEN

(Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Appetize.dk)

Hvad jeg googlede:

Har du en cykel så stig lige af den + vits”

(Fordi hjemme ved os er vi hooked på TV2-reality’en ”Landmand søger kærlighed”, som vi godt kan lide hhv. at krumme tæer til, blive irritable på og have meninger om. Og i et af afsnittene blev der fyret en vits af, som jeg i skrivende stund stadig ikke forstår.

– Jeg kan en god vits. Jørgen, har du en cykel? Så stig lige af’en…. Hahahaha.

…blev der sagt. Jeg har tænkt så meget på den vits, at jeg drømte om den forleden nat. Hvad er der med den? Forstår nogen den?)

Buffalo sko 2018”

(De er kommet igen jo… Jeg kan huske, at jeg var så frygtelig misundelig på de 8. klasse-piger, der havde dem, da jeg selv gik rundt i de str. 33-vinterstøvler, som min mor havde købt til mit 8-årige jeg, som egentlig også var fine, for der var kunstig pels på, men mine trompetbukser kunne aldrig komme ordentligt ud over dem, fordi de gik så højt op på benet. Så det var jo lidt træls. Nå ja… det gik, det hele. Og så havde jeg jo også lige startet min samling af papir med Diddl på.)

Julekalender 2018”

(Det er her, jeg gerne vil være helt åben og ærlig omkring, at ja – jeg er en af dem, der går meget op i, hvilke julekalendere der bliver sendt i fjernsynet, så jeg allerede tidligt i efteråret kan danne mig enten en ”ja, det er jo ikke som før i tiden…” eller ”nøj, hvor jeg glæder mig”-mening. Man kunne måske godt tro, det er på vegne af mine børn, at jeg gerne vil være orienteret, men det er det overhovedet ikke. Sidste år tva… opfordrede… jeg dem til at se Pyrus med mig hver eftermiddag.)

Hvad jeg opdagede:

1. Der er to typer mennesker på et offentligt toilet.

Den ene type går ind, kigger efter om der er åben dør ved en af båsene, og hvis der ikke er det, kigger de diskret under døren for at se, om der er et par ben. Først dér (hvis de konstaterer, at der under en dør ingen ben er) tager de i håndtaget og åbner døren.

Den anden type går ind, tager i den første og bedste dør (selvom den er lukket), og 9 ud af 10 gange møder de enten en låst dør eller en tom bås. Men… 1 ud af 10 gange vil der sidde en person med bukserne nede om anklerne derinde, som bliver så forskrækket, at tis-strålen stopper, og som efterfølgende vil have en svær indre kamp om, hvem det var mest pinligt for, og hvordan man kommer videre herfra.

Og til det vil jeg bare sige: Jeg er en glad og tryg 1’er (som desværre et par gange har prøvet at glemme at låse)

2. Jeg har et par Puma Joggingbukser, som jeg bruger regelmæssigt. Der er intet åbenlyst slid på dem, og de sidder så fint og er så rare. Men så var der en eftermiddag, hvor jeg pludselig blev meget bevidst om, at jeg ikke kunne huske nogensinde at have købt dem. Hvor kom de fra? Og hvornår var de overhovedet kommet ind i mit liv? Jeg kunne huske at have brugt dem… nærmest… altid. Før, efter og under graviditeter.

Så kom jeg til at kigge på mærket.

Str. 164/12 år, står der i dem.

Og jeg kom i tanke om den forårsdag i 2004, hvor min mor havde været i Sportsmaster efter nye joggingbukser til mig.

Nu er de jo ikke nye mere, men meget, meget imponerende… For mine hofter er ikke samme størrelse som i 2004.

Hvad der skete i dag:

Det blev pludselig relevant, da det – 20 min inden jeg skrev det her – gik op for mig, at i dag ikke er en Tycho Brahes dag, men at den for vores vedkommende alligevel må være det.

For i morges kom jeg for sent op og var forvirret, som kun den alt for tungt sovende kan være forvirret. ”KLÆP”, sagde jeg, da Christian vækkede mig. Jeg ved ikke hvorfor.

Jeg skulle lige hurtigt have en bolle og noget kaffe. Men jeg skar mig i fingeren, dybt. Det blødte, og jeg sagde ”av, for… årh fuck!”

”Fuck”, sagde Daniel så. ”Fuck”, sagde han igen.

Så skete der det, at Daniel gik ud og skyllede ud 4 gange i et stoppet toilet. Gæt hvad der så skete… ”Mor, der er meget vand på gulvet. Skal jeg hoppe i det?”, sagde William.

Og så… efter alt muligt bøvl med alle ting i hele verden og dumme gummistøvler… så var det nu, vi skulle ud i bilen og køre af sted til børnehaven. Bortset fra at det skulle vi åbenbart ikke. For batteriet var dødt, og bilen lød lidt ligesom, når en ældre Labrador hoster.

Men så var det jo godt, nr. 2-bilen holdt ved siden af, og efter autostole-flytning og snak om dumme gummistøvler igen, kom begge unger glade i børnehave.

Og så kørte jeg hjem for at skifte tøj og trække vejret. Puha. Ro på, nu.

Da jeg hev den fine, nystrøgede bluse ned over hovedet, revnede den hele vejen i syningen i venstre side, og da jeg lynede mine bukser, måtte jeg svedende bruge 10 minutter på at få mine underbukser ud af lynlåsen igen.

Se, dét var en rigtig, rigtig – rigtig – stor lortemorgen. Men en fin september, forresten.

Skov 2 (1 of 1)-11.jpg

———

Tak, fordi du læste med 🙂

Noget til kaffen

Der var engang et lille land.

Et land med Gudenå, amagerhylder, Himmelbjerg og grønærtestuvninger.

I det lille land boede et folk, der alle var fælles om én ting.

Ganske ubevidst var det, og måske endda knapt nok italesat, men ikke desto mindre var det dog alligevel så eventyrligt virkeligt, blandt det lille folk.

Og elementet, der til tider kunne kaldes en sammenhængskraft, var hverken politisk eller religiøst.

Overhovedet ikke.

Det var derimod spiseligt.

En spiselig sammenhængskraft, der optrådte konsekvent og havde gjort det hvert år så længe, nogen kunne huske.

(i hvert fald siden, man begyndte på ikke at lave helt så meget kringle)

Og den særlige ting, der bandt hele folket sammen, var småkagerne i plastikbakke, der kostede det samme som en liter mælk, og som havde fast plads på nederste hylde i dagligvareforretningernes reolsystemer.

bl småkager 3

Krummede og en lille smule sprøde (men ikke helt så meget alligevel) lå de i hver en skål på kaffebordet til mødet i idrætsforeningen, kommunalbestyrelsen, brugsforeningen eller menighedsrådet.

Til forældremødet deltes de rundt på små fade af rustfrit stål, som var de en lille solstråle mellem akavede hej-jeg-er-Peters-far samtaler og lærerformaninger om idrætstøj.

I forsamlingshuset på valgdagen, hvor demokratiet skulle plejes og hyldes, lå de i skålen på et lille bord mellem to stemmebokse og var proppet med gode intentioner fra en venlig sjæl fra stemmeoptællerne, der havde stillet dem der kl. 09 i morges.

Kl. 18.30 stod de der endnu. Nu blødere og let fugtige, fordi væden fra de våde paraplyer, der konsekvent blev stillet ved siden af, var blevet opsuget af dem.

De er også at finde til hver eneste pausekaffe til foredragsarrangementer. Mangt en god times fortælling om alt fra hobbyfiskerliv fra 84′ til 87′ til slægtsforskning på skrivemaskine, har de efterfulgt… Og ligesom det lille folk gik og håbede på alt, lige fra godt vejr og til tipstjeneste-gevinst, så var der i løbet af en foredragskaffe mindst 38 ud af 40, der inderligt håbede på at få den 1/7 fra pakken, der havde chokoladebagside.

“Men… den kan jo næsten ikke smages alligevel…”, var der måske to outsidere, der sagde. Men flertallet vidste, at nej – chokoladen kan ikke smages. Den er dækket af alle de andres krummer. Men den er der, og det er det vigtigste.

De få heldige, der høstede frugten af chokoladesmåkagen vidste, at det var en paradoksal situation. For kun sjældent havde man hørt om nogen, der kunne fange den to arrangementer i træk. Næste gang ville det blive en af de andre… uden noget.

Sådan var det, vidste folk, og de levede med den nærmest skæbnebestemte småkagefremtid uden at kny.

Det lille land blev regeret af folk i pressefoldede bukser, og alle var de gode til at tale.

Både i munden på hinanden og til hinanden. Nogle gange også sammen.

De holdt møder under slotsgobeliner, thi det var et sådant sted, landets Ting af godt-talende mennesker, havde bolig. Bordene var af det pureste, blanke mahogni, og på gulvene lå majestætelige marmorklinker og strålede om kap med blanke laksko (der til tider havde en lidt træls tendens til ikke at lade foden ånde, men sådan var det jo, og så måtte man bare holde lidt afstand).

Og på langbordene… disse smukke, udskårede borde, som måske engang var hjemsted for kongelige tafler, stod porcelænsfadene med deres skrøbelige, men dog stærke, ydre.

Og på dem lå småkagerne fra plastikbakken på nederste hylde.

Krummerne var begyndt at brede sig langs kantens blå, snirklede og kongelige mønster, og for hvert sekund, der lå der, kom duften fra en kasse med gamle dokumenter, der stod på bordet, til at sætte sit præg på smagen.

Men det var lige meget.

For de var der – helt som de plejede.

Og samme tid, i Harboøre i Vestjylland, hørtes lyden af plastic, der blev revet fra hinanden og småkager, der hældtes i stentøjsskål og krummer der blev fejet ned af køkkenbord i fælleskøkken.

Thi alt var dermed sædvanligt og godt i det lille land.

bl småkager 2Bl småkager 1

 

¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

Mor er aften-ninja

I går lavede jeg et move, jeg har lavet hver aften i mange, mange måneder. Og jeg besluttede mig for, at nu fortæller jeg altså om det, for det er noget af det, der i mit moderskab får mig til at føle mig allermest badass på den gode måde.

Det var midt på aftenen, og jeg lå i vores store familieseng i soveværelset mellem begge drenge, mens modermælken dyssede Daniel i søvn igen.

Og nu kommer det. For hvis jeg skal kunne rejse mig fra sengen igen, uden han vågner, er jeg nødt til at tage på en hurtig, mental rejse, hvor jeg lige siger til mig selv, at:

Du er smidig, hurtig og let som en fjer. Ingen af dine led siger knæklyde på upassende tidspunkter, og din mave rumler ikke. Når du bevæger dig, knirker sengen ikke, fordi du vejer det samme som et støvkorn i stormvejr.”

Og det gør jeg egentlig mest, fordi jeg tilpas mange gange har oplevet, hvordan en mavelyd eller knirk fra lameller under boxmadras har været årsag til, at jeg har været nødt til at ligge mig ned og amme videre i 20 minutter, før næste chance bød sig. Men når jeg husker mit letheds-mantra, så er det som om, det bliver en selvopfyldende profeti, hvor det bare går rigtig, rigtig fint.

Så jeg bruger mantraet hver aften. Samtidig med at jeg udfører den serie af handlinger, der hører til, for at det overhovedet kan lykkes:

1. Først en lillefinger i mundvigen på Daniel, så han slipper brystet. (Ellers gør det av, meget av og mere av igen. Lidt ligesom en sherifstjerne. Bare værre.)

2. Samtidig med, jeg hører lyden af vakuum, der slipper i lille, fin Daniel-mund, er det meget vigtigt, at jeg hurtigt som et IC4-tog sætter mig op med let foroverbøjet ryg. For hvis jeg bliver liggende, i det øjeblik, han har sluppet brystet, vågner han med det samme. Og hvis jeg sætter mig normalt op uden at læne mig forover, vil vores bløde (men gode) madras være skyld i, at jeg ufrivilligt ryger tilbage igen, og det er ikke rart.

3. Næste skridt er svært, men også vigtigt. Nu gaber Daniel. Det gør han altid på det her stadie. Og på den tid, gabet tager, er det nu helt essentielt, at jeg når at rykke frem i sengen og hen til kanten, mens jeg i mørket finder det gode sted på vores ( i ejendomsmægler-sprog ”ældre og charmerende”) soveværelsesgulv, hvor brædderne knirker stumt. Og så er jeg næsten ved at være ved vejs ende.

4. Mens Daniel nu vender sig om på den anden side, skal jeg rejse mig i et snuptag. Og det skal gå rigtig, rigtig – rigtig – hurtigt. Det skal gå hurtigere, end en motor er på et rutefly er gearet til at flyve. Det skal gå hurtigere end det menneskelige øjes blink. A.L.T.I.D hurtigt.

5. Nu er jeg næsten færdig… Nu mangler jeg bare at komme hen til døren. Og det skal ske i ét skridt. For det er jo sådan, at jo færre skridt, jo mindre lyd fra det ældre, charmerende gulv. Og det er egentlig lidt træls, at det er sådan, for rent længdemæssigt, så er der virkelig ikke kun ét skridt hen til døren. Der er tre. Og det er klart, at det giver nogle udfordringer.

Men der har jeg så valgt at sige, at det bentræning, jeg aldrig når i løbet af dagen, det får jeg så her.

Det, der så sker, er, at jeg i et par sekunder står og gentager letheds-mantraet igen. Det er vigtigt at få bekræftet det for sig selv, når man står overfor at skulle gøre det, som jeg skal.

Nu skal man huske på, der er mørkt i rummet, og at det selvfølgelig har betydning for, hvor præcist man kan afstandsbedømme ting. Så..

Men nu lader jeg op til det, jeg kalder for Frihedens Kvantespring.

Og det betyder altså, at jeg tager de tre skridt hen til døren i ét (!) spring, hvor jeg – for at lave så lidt lyd som overhovedet muligt – lander på det forreste af fødderne og hurtigt griber fat i dørkarmen for at holde balancen. Og mere er der sådan set ikke i det, men det er altså et spring af uendeligt stor betydning.

Og man kan sige (for lige at vende tilbage til det med afstand og mørke); Ja, det er sket en del gange, at min pande også har taget imod dørkarmen, men i det store hele er det gået godt, og det er jo det vigtigste.

6. Herefter kan jeg faktisk åbne døren forsigtigt… og simpelthen bare liste ud.

Og det er jo klart, at når jeg har lavet serien her, så er det bare skønnest, hvis der sidder en i sofaen, når jeg kommer ned, som på en eller anden måde kan give mig lidt credit for det. Det er ikke bare sådan noget, man lige gør.

I aftes var der så ikke andre end en kat, for Christian var på arbejde.

Men nu, hvor jeg allerede har åbnet op for tingene, så vil jeg da gerne være ærlig og indrømme, at jeg gik ned i sofaen til katten Felix, og at jeg reelt mener, jeg der var en flig af beundring i hans øjne.

Så det var jo fint.

En lille Daniel-hånd. Bare fordi.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

Skal vi snakke om Bowie-sange og træls hår?

Where are we now”, kender I den sang? Den har kørt i mit hoved i nogle uger (sammen med temaet fra Gurli Gris), og… hvor er vi egentlig nu? spurgte jeg mig selv.

Da jeg startede med at skrive blog for halvandet år siden, var Daniel 4 måneder, kuglerund og så trillede han gennem livet, som ingen rundballe nogensinde har trillet før. Det er egentlig først bagefter, jeg er kommet til at tænke på, hvor meget han dybest set trillede… men det var absurd meget. Han tilbagelagde store, hårde distancer på forskelligt terræn, og han lignede altid et fornøjet, hårdkogt æg imens.

Lille Buller, var han. Nu en stor Buller på knap 2 år, som har hår, der altid krøller over ørerne efter kl. 15, som er en verdensmand af format i en sandkasse, og som – den høje alder til trods – stadig har bevaret sit kendetegn: Knækket på stemmen, der minder meget om Sigrid Horne-Rasmussen. Det er mest udtalt, når han siger ”Godmorgen” og ”Godnat”. Og jeg må nok indrømme, at hvis Buller siger ”godmorgen!”, inden jeg rigtig har fået øjne om morgenen, så er der et splitsekund, hvor jeg når at tænke; Sigrid… er det dig?

Men det er jo bare Buller. Som forresten er startet i verdens dejligste vuggestue og klarer det fantastisk.

Og så er der søde, tapre William… som nu er blevet 4 år. Han var godt 2,5 år gammel, da bloggen blev født, og han snakkede lige så meget dengang, som han gør nu. Den største forskel på dengang og nu er sætningernes karakter og hans rationale (og så hans benlængde).

Jeg bliver stadig paf på daglig basis over, hvad der føles et verbalt sus fra Williams lille, reflekterende selv, når han f.eks. siger:

Mor, jeg trænger til et kram. Det kan jeg bare mærke.”

Så far. Nu leger vi, at jeg har prinsesse-hesten og du har konge-hesten. Skatter, kom lige, siger prinsessehesten. Skat. Skatteeeer.”

Buller, skal jeg ikke hjælpe dig med det? Nu skal du bare se.”

.og så er der selvfølgelig også det, at der indgår ”hvorfor” i hver 2. sætning fra det lille, store menneske, og derfor tvinger det egentlig både Christian og jeg til at reflektere over ting, vi ellers ikke tænker så meget over.

Hvorfor skal man spise?”

Hvorfor har du mørkt hår? Hvorfor har mor ikke det?

Hvorfor blæser det?”

Hvorfor er du her?”

Hvorfor bor jeg her?”

I hvert fald tænker jeg, at hvis det går helt galt med vores karrierer, så kan jeg altid samle alle Williams spørgsmål og lave en bog. William-gruk. Til eksistentiel eftertanke.

For halvandet år siden var vi trætte. Christian og jeg. Jeg levede i min barselsboble med fuldammende meloner på brystkassen og høje tindinger. For jo, processen med at tabe noget af håret, et stykke tid efter fødslen, kommer man igennem, uanset om man, som jeg, har dreadlocks eller ej. På tiden fra dengang og til nu er det hår forresten groet ud igen – og har skabt sig et autonomt liv som almindeligt hår uden dreadlocks. Hele vejen rundt langs hårgrænsen.

Du har altså lidt en munkekrans uden måne…”, sagde Christian til mig, da det så værst ud. Nu er jeg godt nok ovre det stadie, hvor jeg følte mig meget som Frans af Assisi, og det ser ikke helt så galt ud… men alligevel. Lidt munk stadigvæk.

Men nu… efter over 4 år i børnenes uafbrudte tegn, er Christian og jeg ved at finde ind til dem, som vi, udover at være priviligerede forældre, er. Vi er nemlig rigtig meget begge to. Vi får bedre nattesøvn (i hvert fald noget af tiden), og vi kan begynde at give lidt fokus til det, vores kerner også rummer.

Christian går sin pianistvej med sin sorte taske, varme smil og brændende musikalitet. Han udvikler sine evner og sine jobs. Og jeg går med ham – i min retning. Og om nogle år, når jeg er færdiguddannet sexolog og godt etableret, vil vi stadig gå med hinanden i hænderne, og jeg vil kigge tilbage til den tid, da vi vores livsfase skiftede fra barselsboble til tumlingeforældre og til et fælles, kernevendt fokus på helheden.

Blog aug billede

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

ALT VAR GRÅT

Engang var jeg blind.

I kommodeskuffen lå min gamle, støvede computer fra årene mellem barndommens firkantede hi og voksenlivets vidtåbne døre. Urørt i 9 år mødte skærmen mig med genkendelse, da den blev åbnet, og baggrundsbilledet tonede frem; Anais Nïn’s mørke øjne, dukkemund og evigtsorte hår kiggede ud på mig.

Og pludselig var jeg tilbage til formiddagen i 09′, da jeg lukkede computeren uden at åbne den igen.

Solen stod ind ad vinduet på mit værelse i mit barndomshjem, men i mig var alt gråt og udvisket, kun centreret om én ting i hele verden.

Jeg frøs. Som altid. Og sømmen på mine jeans gnavede på mine hofter. Jeg sad ved mit skrivebord, mens jeg forsøgte at komme over krisen; det tidspunkt på dagen, hvor jeg var allermest sulten. Mine tanker kredsede om målet, mens jeg forsøgte at skubbe madfantasierne væk. Alt mad i hele verden virkede afskyeligt attraktivt, men jeg vidste, at over middag, når jeg spiste dagens ration af gulerødder, ville jeg være glad for, at jeg havde haft viljestyrke nok.

Mine hænder lukkede skærmen, hårdt. Og så… ingenting.

For jeg kan ikke huske, hvad der skete efterfølgende, men kort tid efter begyndte min sort/hvide verden af selvtvang og selvhad at tage farver, den ikke havde haft i lang tid, og computeren blev udskiftet. Jeg blev mig, gradvist. Og sund.

I hedebølgen anno 2018 gik jeg videre med den virtuelle oprydning. Jeg klikkede ind på “Billeder”, ikke helt forberedt på hvad jeg ville finde, og jeg sank en ekstra gang, da jeg åbnede mappen “Mig”, hvor alle overvejelser og tanker, da jeg tog billederne, pludselig stod friske i min hukommelse.

*hofteskålene-skal-være-tydeligere-mine-overarme-er-hæslige-hvorfor-bliver-jeg-ved-med-at-se-så-grim-ud-ingen-synes-jeg-er-smuk-aldrig-smuk-kun-grim-43-kg-er-max-grænsen-ikke-større-alle-kan-se-det-må-have-mere-selvkontrol-hende-i-butikken-kiggede-på-dig-fordi-du-er-grim-masser-af-makeup-maskerer-heldigvis-men-tro-ikke-du-kan-slappe-af-aftensmaden-kræver-både-yoga-og-løb-og-kun-gulerødder-i-morgen-brystbenene-er-de-vigtigste-husk-det-altid-se-dig-selv-gør-det-nu-bedre-føj-han-synes-du-er-grim-hun-synes-du-er-grim-alle-synes-du-er-grim-grim-grim-grim*

Det var dengang, jeg tilbad vægten som en Gud, for kun den kunne vise mit værd, og den kortvarige sejrsfølelse, jeg fik, da den ramte stregen lige under 40 kg, var en datidig lykkerus af adrenalin og glemt sult.

Som jeg var. Den lille 16 års pige, med de blålige hænder, der omhyggeligt sørgede for at tisse af før hver eneste af dagens 10 vejninger. Hvis nyudviklede, cykliske kvindelighed med ét stoppede ved de 45 kg og gav følelsen  af at være både bange og sejrssikker. Hvis verden blev manipulerende i vægtens navn. Hvis tykke hår mistede sin glans og sin fylde. Og hvis selvhad havde et fast, klo-lignende greb i begge hænder.

Nu, 15 gode kilo sundere og veltilpas i samme krop med spor af graviditeter, fødsler, amning, partnerkærlighed og selvkærlighed.

Computeren er ryddet op nu. På min skulder ligger Christians varme, brede hånd. Han kysser mig.

Engang var jeg blind.

IMG-6845

__________

Tak, fordi du læste med.

Link til hjælp, hvis det vækker genklang i dig, der har læst det ❤

https://www.lmsos.dk/