Noget til kaffen

Der var engang et lille land.

Et land med Gudenå, amagerhylder, Himmelbjerg og grønærtestuvninger.

I det lille land boede et folk, der alle var fælles om én ting.

Ganske ubevidst var det, og måske endda knapt nok italesat, men ikke desto mindre var det dog alligevel så eventyrligt virkeligt, blandt det lille folk.

Og elementet, der til tider kunne kaldes en sammenhængskraft, var hverken politisk eller religiøst.

Overhovedet ikke.

Det var derimod spiseligt.

En spiselig sammenhængskraft, der optrådte konsekvent og havde gjort det hvert år så længe, nogen kunne huske.

(i hvert fald siden, man begyndte på ikke at lave helt så meget kringle)

Og den særlige ting, der bandt hele folket sammen, var småkagerne i plastikbakke, der kostede det samme som en liter mælk, og som havde fast plads på nederste hylde i dagligvareforretningernes reolsystemer.

Krummede og en lille smule sprøde (men ikke helt så meget alligevel) lå de i hver en skål på kaffebordet til mødet i idrætsforeningen, kommunalbestyrelsen, brugsforeningen eller menighedsrådet.

Til forældremødet deltes de rundt på små fade af rustfrit stål, som var de en lille solstråle mellem akavede hej-jeg-er-Peters-far samtaler og lærerformaninger om idrætstøj.

I forsamlingshuset på valgdagen, hvor demokratiet skulle plejes og hyldes, lå de i skålen på et lille bord mellem to stemmebokse og var proppet med gode intentioner fra en venlig sjæl fra stemmeoptællerne, der havde stillet dem der kl. 09 i morges.

Kl. 18.30 stod de der endnu. Nu blødere og let fugtige, fordi væden fra de våde paraplyer, der konsekvent blev stillet ved siden af, var blevet opsuget af dem.

De er også at finde til hver eneste pausekaffe til foredragsarrangementer. Mangt en god times fortælling om alt fra hobbyfiskerliv fra 84′ til 87′ til slægtsforskning på skrivemaskine, har de efterfulgt… Og ligesom det lille folk gik og håbede på alt, lige fra godt vejr og til tipstjeneste-gevinst, så var der i løbet af en foredragskaffe mindst 38 ud af 40, der inderligt håbede på at få den 1/7 fra pakken, der havde chokoladebagside.

“Men… den kan jo næsten ikke smages alligevel…”, var der måske to outsidere, der sagde. Men flertallet vidste, at nej – chokoladen kan ikke smages. Den er dækket af alle de andres krummer. Men den er der, og det er det vigtigste.

De få heldige, der høstede frugten af chokoladesmåkagen vidste, at det var en paradoksal situation. For kun sjældent havde man hørt om nogen, der kunne fange den to arrangementer i træk. Næste gang ville det blive en af de andre… uden noget.

Sådan var det, vidste folk, og de levede med den nærmest skæbnebestemte småkagefremtid uden at kny.

Det lille land blev regeret af folk i pressefoldede bukser, og alle var de gode til at tale.

Både i munden på hinanden og til hinanden. Nogle gange også sammen.

De holdt møder under slotsgobeliner, thi det var et sådant sted, landets Ting af godt-talende mennesker, havde bolig. Bordene var af det pureste, blanke mahogni, og på gulvene lå majestætelige marmorklinker og strålede om kap med blanke laksko (der til tider havde en lidt træls tendens til ikke at lade foden ånde, men sådan var det jo, og så måtte man bare holde lidt afstand).

Og på langbordene… disse smukke, udskårede borde, som måske engang var hjemsted for kongelige tafler, stod porcelænsfadene med deres skrøbelige, men dog stærke, ydre.

Og på dem lå småkagerne fra plastikbakken på nederste hylde.

Krummerne var begyndt at brede sig langs kantens blå, snirklede og kongelige mønster, og for hvert sekund, der lå der, kom duften fra en kasse med gamle dokumenter, der stod på bordet, til at sætte sit præg på smagen.

Men det var lige meget.

For de var der – helt som de plejede.

Og samme tid, i Harboøre i Vestjylland, hørtes lyden af plastic, der blev revet fra hinanden og småkager, der hældtes i stentøjsskål og krummer der blev fejet ned af køkkenbord i fælleskøkken.

Thi alt var dermed sædvanligt og godt i det lille land.

 

¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

Maj, du ER altså sød og mild

Dette indlæg er oprindeligt skrevet til Appetize.dk.

Hele sidste sommer, sagde jeg selv og hørte sætningen ”Ja, det er jo ikke meget sommer, vi har… men sådan er det jo.” rigtig, rigtig – rigtig – mange gange.

Fordi…

1. Jeg er dansker og nordjyde, og derfor vil det være og har det (siden jeg var meget lille) været en rar og behagelig to-go mekanisme for mig at tale om vejret. Det kender I også godt… jo, I gør. Hvis man ikke ved, hvad man skal sige, så er der altid regn at brokke sig over eller sol at være glad for. Og det er et rart safe space at snakke om.

2. Der var jo lortevejr i 4 måneder sidste år. Det var der jo.

Men denne her maj. Den har været helt fantastisk. Og jeg har taget mig selv i at gå på aften-rundtur i vores have med hænderne bag på ryggen, mens jeg har spadseret som det ellers kun er forbeholdt mennesker over en vis alder at gøre, mens jeg har smilet og duftet til æbleblomster og syrener.

Jeg forstår altså godt Søren Ryge… Og mit taletempo er også langsommere på de havevandringer, og jeg kan godt fornemme, at når man går der, med rolige skridt i en have på en sommeraften… Så får man altså et naturligt behov for at fortælle anekdoter.

Og mit hoved har været fyldt af rare soundtrack, for når man kigger ud på de guleste rapsmarker, lige ved siden af et lyserødt kirsebærtræ og nedenfor en blå himmel, så kommer det helt af sig selv i min verden, og pludselig føles det vitterligt som om, Aksel Schiøtz autentiske stemme ligger i luften.

Og i denne her gode maj, har jeg…

Fejret en 4-års fødselsdag for min førstefødte søn. Ham med pagehåret og forkærligheden for blomster, og som regelmæssigt udbryder ”Hvor herligt!”, hvis han begejstres. Og det gør han tit.

Fået et par virkelig skønne jeans, som giver mig følelsen af at være en af hovedpersonerne i Beverly Hills 902010, men hvor de så også har fået mig til at indse, at jeg ikke rigtigt har lyst til decideret at være nogen af dem, der er med, men nok hellere vil være et nyt og friskt pust til slænget. Måske en der hedder Sue og kommer fra New York og er dygtig til at bage og som aldrig bliver uvenner med nogen. Heller ikke Kelly.

Hørt en samtale på en café mellem 6 piger, som (blev jeg klar over) lige var startet i 2. G og som havde et stort problem med XXX, der altid skulle være en tand for meget og som derudover ikke kunne gå i de yogapants, synes de, og som også sagde ”Hej” på en træls måde. Og som forresten også kunne få YYY for sig selv, for han blev 18 næste gang og havde kun kysset med 1. Og jeg tænkte, gudskelov og tak for at jeg ikke går i gymnasiet, og desuden vil jeg gerne være med til at indføre et fag med fokus på forskellighed.

Drømt om fremtiden med min lille familie, hvis ring føles så sluttet, og om at flytte tilbage til områderne omkring Limfjorden, der har en bid af vores sjæle hos sig. Engang bliver det muligt, og indtil da indsnuser vi naturen og atmosfæren der så tit, vi kan komme til det.

Og nu er det juni om lidt. Sommeren er kun begyndt, og jeg har tænkt mig at nyde den med alle mine kanaler åbne. Om det så betyder havevandring med tilhørende anekdoter hver aften.

¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

“Det’ den dejligste morgen i h….” bare glem det.

I nat har været et episk sammensurium af “hvad-sker-der-lige”-følelser blandet med “jeg-ældes-20-år-i-dette-øjeblik” fornemmelser.

Det var noget med en aften, hvor jeg løb i rutefart frem og tilbage mellem de to menneskebørn, mig og CH har lavet, fordi ingen af dem havde ro nok i kroppen til at sove dybt og godt.

Og da klokken endelig blev sengetid, blev der igangsat en kaskade af hændelser –  bl.a. katteslåskamp lige uden for vinduet ad flere omgange samt en W, der var hunderæd for en stor mund, han havde drømt, at der sad på tapetet. Ja, det lyder jo også vildt. Lad endelig være at tænke for meget over det. Jeg var nødt til at tænke på hundehvalpe med små hatte på i 10 minutter bagefter for at få rystet det af mig.

Men det korte af det lange er, at både CH, jeg og ungerne har fået, hvad der svarer til 3 timers søvn. Så lige nu sidder jeg med en fornemmelse i kroppen af, at noget af mig er tabt på gulvet og trådt henover af et par H2O klip-klapper med hårde såler. Jeg kan ikke tænke helt så rationelt, som jeg plejer.

Ligesom i nat, da jeg på 2. time sad og vuggede den 1-årige, mens den 3-årige sad ret op og ned i sengen med sin nissehue på og nægtede at lægge sig… Der slog det mig lige pludselig; Har jeg egentlig nogensinde afkalket noget før? (Det har jeg ikke umiddelbart, og jeg fik den også lukket ret hurtigt, men jeg får lige lært at afkalke kaffemaskinen en af dagene)

En nat af den kaliber sætter altid spor på den efterfølgende dag. Så derfor laver jeg zen-ting, der ikke er anstrengende. F.eks. kom jeg til at kigge i et antikvarisk hæfte fra 1951, jeg fandt under oprydningen. “Jul i hjemmet”. Det oser af ekstremt sprød flæskesvær serveret på en bund af perfekte grantræer så høje som lygtepæle og sne op til dørhåndtagene.

Hæftet er fyldt med små roman-lignende historier og sprog, der engang var fængende. Nu er det en tidslomme, hvor alle hedder Dines, Gertrud eller Vaage. Grunden til jeg nævner det, er at jeg faldt over en vending, der gjorde mig i godt humør, og som meget tydeligt viser, hvor meget der er sket med sproget og tiltale-måden siden 1951.

“Du ligner en æbleskive med strøsukker.”, sagde den forelskede pige til sin udkårne, der stod med mel fra en melsæk i håret.

Det er altså meget sjovt…

For hvis nu jeg skulle sætte mig i hendes sted, og fyren med melet havde været CH, så havde jeg 100% sagt noget i retning af:

“Skat, du har mel i håret og det ligner lort og et formbrød”

Tider skifter, sæder mildnes og fødevaresammenligninger ændrer sig.

 

 

_____________

Tak, fordi du læste med 🙂

Verden, mens jeg er

Moder Jord.

Foranderlig og påvirkelig. Sårbar og dyrebar. Livgivende og livtagende. Barmhjertig og nådesløs. Aldrig sovende.

Fra en af dine celler udgår min store virkelighed af indfriede og uindfriede forventninger og kamp mod samme. Med barnelatter og voksentale som summende baggrundsmusik og følelser som en uforudsigelig drejebog, hvis fornemste opgave er at være et skridt foran menneskedyrets hovmodige tro på at kunne forklare alt.

Mens jeg tænker jeg på al den søvn, jeg mangler, alle de bøger, jeg gerne vil læse, alle de kys, jeg i nu’et gerne vil have, alle de støvfnug, der ikke skal være der, alle de penge, jeg ikke tjener, al den tid, jeg ikke mener, jeg har…

Imens står en gedehyrde i Etiopien og sørger over et mistet kid. En fraskilt forsikringsmand fra Detroit underskriver en købsaftale på en båd, han ikke har råd til, men som han vil ofre alt for. En fødende kvinde i Bangladesh mærker for 9. gang følelsen af livmoderen, der arbejder universelt på at forløse – samme arbejde og forløsning som hos urkvinden for 17.000 år siden i Lascaux-hulerne i Frankrig. Begge henter de kraften fra det inderste “noget”, ingen kan forklare, men som mange bryster sig af at vide noget om.

Imens jagter en bjergbestiger sandheden om det højeste på Himalaya med frygt i maven for aldrig at komme ned igen, men med drivkraft i hjertet om at være den, der opnår og opdager. En gartner i Sydspanien tager sit liv op til revision – intet blev som forventet. Hvad nu?

Imens løber en 4-årig dreng på bare tæer forbi byskiltet i en lille landsby i Wales. Hans verden brød sammen, da hans far pakkede sin kuffert og kørte. Han vil med. For alt i verden – han vil med.

Imens hader en mand kvinder. Hadet; blandingen af frygt, blødende sår fra barndommen og dysfunktionalitet har skabt noget uhåndterligt. Ingen må vide det. Men hvor længe kan det skjules?

Imens bygges fundamentet til et drømmehus i Schweiz. Et bryllup holdes ved en sø i Finland. En ring sluttes et sted, hvor en anden brydes. I det nordøstlige Mongoliet dør en families overhoved og samlingspunktet vakler. I Bronx i New York skabes et nyt samlingspunkt, da en familie genforenes og slipper gammelt nag.

Imens gror der nye, selvsåede blomster i det østlige jylland, og et dødt træ fældes ved et gadekær på Samsø.

Moder Jord.

Alle er vi.

På dig er intet navlebeskuende den endelige sandhed.

Fra da alting var i blomst

________

Tak, fordi du læste med:)

Er du dus med villavejens fugle

I dag har himlen været blå, hvor vi bor.

Ved I, hvor den ellers er blå?

I Morten Korch-land.

Og ved I hvad?

Her kommer Mangefarvetvirkeligheds helt egen udgave af, hvordan en morgen (jeg ville have skrevet dag, men ingen har så god tid) i vores familie ville være, hvis vi var født ind i en Morten Korch-film.

“Det er tidlig morgen. Solen skinner bag de blomstrede gardiner i sovekammeret. I det fjerne høres hanegal fra en hønsegård, hvor ingen høns nogensinde er oppe at slås. I sengen er der tomt for mennesker. De tunge dyner med gåsefjer er sirligt bredt ud over det ekstremt hvide bomuldslagen, hvor ingen plet nogensinde har været, og øverst ligger det hæklede sengetæppe i knækket hvid. Hvis man sætter øret helt hen til sengen, kan man høre, den hvisker “Børn kommer med storken, og jeg må kun bruges til at sove i”.

Nedenunder høres rumsteren. Lyden af en blikspand mod et klinkegulv gennemborer hanegal og fuglefløjt.

“Så, for søren.”, siger C lidt bestemt og kigger ærgerligt ned på blikspanden med vand, som hendes ene træsko kom til at vælte. CH kommer løbende til undsætning.

“Er du uskadt? Skal du sidde ned?”. Hans blik er oprigtigt bekymret, som han står der i sine selebukser og ternede skjorte.

“Jeg har det fint.”

“Er du sikker? Skal jeg synge for dig?”

“Nej, ellers tak, det er helt f….”

“En sang må der til.”

“Jamen, det beh…”

Da CH havde sunget om hesten Ibrahim i 4,5 minut var det tid til morgenmad.

Den rødternede dug er lagt på bordet, og Madam Blå-kaffekanden står og varmer på komfuret. C skærer tykke skiver af et franskbrød, der er lysere end lyst, men med godt bagt skorpe, og familien samles omkring bordet. CH folder avisen ud og opdager hurtigt, at noget er ravruskende galt!

Hans blik bliver fjernt… Næsten som om noget problematisk fra fortiden pludselig dukker op. Han sænker langsomt avisen, mens hans stirrer ned i tallerkenen. Han mærker det tydeligt. Det kræver en sang.

C opfatter det med det samme.

“Kære ven, vil du ikke nok lade være med at synge? Vi skal nå at spise, inden det bliver for sent, og v…”

Men CH hører det ikke.

Da han er færdig med sin sang om, hvordan C har rødt hår og “det lige i hjertet går”, kan alle komme videre.

“Så, W, nu må du hellere komme ud at lege.”, siger C til sin vandkæmmede, ældstesøn, som glad og frejdigt i gadedrengehop løber ud til sin bedste ven. Tyrekalven Henning.

“Må jeg spørge, hvad der nager dig?”, siger C lidt nervøst.

Tænk nu, hvis der igen var udsolgt af margarine hos købmanden. Sidst måtte hun med rutebilen for at komme til nærmeste Brugsforening, hele 12 km væk. Sådan en dagsrejse havde hun ikke mod på igen.

“Det er Martin. Han er hjemvendt fra Amerika efter 10 år. Ved du, hvad det betyder, C?”

“Nej?”

“Det betyder, at han vil have sin hammer igen.”

“Hvilken hammer?”

“Den hammer med træskaft, jeg kom til at smide på Sankt Hans bålet sidste år. Han vil forlange den tilbage. Vores fædrende gård er i fare, C. Jeg må have fat i sagføreren.”

CH er tydeligt påvirket af situationen. Hans klare øjne er fugtige, og hænderne er knugede.

“Jamen.. CH..”

“Det er forbi.”

“Jamen, vi bor jo slet ikke på en gård, CH…”

Med ét ser alt nu lysere ud. CH synger, for 3. gang på 45 minutter, og mellemværendet med træhammeren klares senere på dagen med en kop kaffe og en plesken.”

Alt er godt

 

________

Tak, fordi du læste med 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

Epitafium – Pigen fra Egtved

For over 15 år siden læste jeg for første gang om Egtvedpigen. Fortidsfundet fra bronzealderen, som fremhæves som et af vores vigtigste og bedst bevarede.

Lige nu kører der en meget smuk serie på DR1 hver søndag, som i sidste afsnit havde fokus på hende og hendes samtid. Jeg følte mig ret berørt af det, fordi det for mig er utroligt meningsfuldt at forsøge at afdække fortiden med respektfuld ærefrygt i jagten på forståelse af, hvad der var.

Serien er filmet fantastisk flot, og da hendes kiste med det velbevarede tøj og den lille krukke med hendes barns knogler tonede frem på skærmen, fik jeg følelsen af, at jeg gerne ville gøre noget.

Derfor fik jeg idéen om at skrive et digt tilegnet hende.

Det skulle egentlig bare være blevet i min notesbog, men det føles som det rigtige at udgive det her… fordi det netop er skrevet som et slags epitafium. Og fordi jeg føler, nutiden skylder hende det.

PIGEN FRA EGTVED

Mørket. Det omfavnende hylster af hengemt sorg.

Holder dig nede – aldrig mere oppe.

Pige, er du helt borte?

Stridhåret skind fra avlsdyrets ofrede krop beklæder dit udskårne hvilested. Ritet udførtes. Du var vel på din vej, håbede de.

Pige, mærker du sorgmodets ubærlige og lidelsesfunderede håb? Intentioner om liv efter liv efter liv.

Hos dig hviler dit skøds ubestridte mening. Væsnet, førhen dit kød og blod. I nutiden, dine fossile knoglers følgesvend.

Pige, ser du, hvad de gør?

Skovle hakker, som fuglenæb hakker de muldets dyne af dig. Vig fra mig, synes du at tænke i din tvungne, apatiske væren.

Pige, hvad finder de?

Dig. Din sidste skønhed. Marv af fortidsguld i rå knogler.

Pige, hvil dig kun.

I fred skal du nu fortælle.

Billedet er lånt fra fortidsfund.dk

________

Tak, fordi du læste med 🙂