En sang fra Usikkerhedsmor

Dette indlæg er oprindeligt udgivet til Appetize.dk

Dengang, jeg var nybagt førstegangsmor, var jeg lige så usikker som alle de andre, der med store øjne og tvetydige tanker sidder på en mental taburet midt i en rundkreds af folk, som sender gode (nogle gange) råd i ens retning, der rammer én som pile. Det giver et regnestykke, der hedder 20 personer x 3 gode råd hver = en mor-usikkerhed, der snildt kan fylde arealet af en parcelhushave.

Så da jeg var i slutningen af graviditeten med Lillebror Daniel, og gik rundt som en spærreballon med en hånd på lænden og et ”Skat, kan du se om mine snørebånd er gået op?” på læben, var jeg sikker på, at den usikkerhed var noget, der var forbeholdt mit førstegangsmor-jeg.

Det var det ikke en skid. 

Og jeg vil gerne være åben og ærlig omkring det. Mit Jeg lige nu. Knap 26 år, mor til to, godt gift og sexolog-to-be, kan være særdeles usikkert. Men heldigvis får jeg mindre og mindre behov for at signalere, at jeg har styr på det hele – for det er der da ingen, som har.

Vil I høre noget, jeg f.eks. ikke har styr på?

Min børneovertøjssans er underudviklet. Der er masser af søde mødre, jeg kender, som altid er helt og aldeles OBS på, hvad årstiden dikterer. Termotøj, softshell, fleecedragter, overgangsjakker… Men jeg har tit har siddet og scrollet ned i mit Facebook-feed, set folks interaktioner i salgsgrupper og fået den små-paniske tanke: ”Mine børn har ikke en softshell-dragt… Skal man have det? Har alle andre det? Er det kun mine børn i hele Danmark, der ikke har det!?” Og jeg har på stående fod ikke den fjerneste idé om, hvornår de skal have sådan en på frem for de 243 andre muligheder.

Og så er der også det med kager i bradepande. Jeg må ærligt indrømme, at jeg i de sidste mange år har syntes, at man var meget mor-agtig og voksen, hvis man lige hurtigt kan bage en kage i en bradepande. Helst uden opskrift og gerne målrettet, at det jo er til børn. I ved, sådan en Klassens Time kage, som Ole på 8 år har med en fredag formiddag i skole med et viskestykke henover, og som alle børn synes smager, som en rigtig chokoladekage, for Oles mor er sådan en ”rigtig” mor, som bager på den måde og til Oles fødselsdag er der forresten også altid skattejagt. Og så er der mig. Som har klokket i det på forskellige måder, hver gang jeg har forsøgt at lave en bradepandekage. Derfor arbejder jeg lidt med tanken om at begynde at se på muffins-bagning som lige så mor-agtigt, for det går nogenlunde fint med dem, nemlig.

Så er der noget af det helt basale… Og jeg tror, I lyver, hvis I som forældre ikke kender det. Den grundlæggende følelse af at kunne blive rystet ud af kurs over, at ens barn ikke siger ”krokodille” lige så hurtigt som naboens, eller at ens barn lige er dét langsommere til at lære at kravle eller gå. Man ved, det er helt okay. At børn tager det i eget tempo. Ingen stress. Meeeen… den sidder derinde, bag frontallappen, og er ligeså træls at se på som en røv med ører. Og den skal nedkæmpes med åbenhed. Så her kommer en hurtig liste over de grundlæggende ting, som lige nu er tilfældet hjemme hos os, og som hverken står i bøgerne, på overfladen virker hensigtsmæssige i det lange løb, eller på anden måde er, som de ”burde” være:

1. Daniel på halvandet år har lige haft 2 måneder, hvor han nærmest var fuldammet igen. Intet fast føde synes at være attraktivt for ham. ”Men så må du jo stoppe med at amme! Tænk hvis han ikke kommer til at ville spise almindeligt mad.”, var øre-røven bag frontallappen der med regelmæssigt.

Glem det, do!

Børn udvikler sig i rekordfart. De kører ud og ind af perioder med madlede og grov-ædning. Modermælk er fantastisk næringsrigt, og han blev fyldt af dyrebar tryghed. Nu er han tilbage på sporet med fast føde igen… indtil næste periode. Bum. Slap af.

2. William på 4 år har brug for, at jeg ligger hos ham, til han sover. I vores seng. Sammen med Daniel, forresten. Og hvor er det hyggeligt. Men hvor kan sætningen ”Jamen, burde han ikke efterhånden begynde at sove på sit værelse…” kigge frem, når tanken, om at alle mulige andre gør noget andet, slår mig.

Og so what, kære mig-selv. Det fungerer for os. Alle falder trygt i søvn. Og det er målet. Bum. Slap af.

3. Weekend-planer findes helst ikke. Christian og jeg arbejder gerne samtidig eller på skift, en del af weekenden, og mens mange andre ligger insta-billeder op af Zoo eller Cirkus eller Legeland eller kagebagning eller svømmehal med hele familien, er faktummet hos os, at vi tit er ret så trætte i weekenden. En overgang ”undskyldte” vi det med at Tøffetid også er vigtigt. For selvfølgelig er det det. Men nu kalder vi det ikke Tøffetid mere – bare weekend. Hvor mor og far enten arbejder, eller hvor vi alle sammen flader ud. ”Christian, vi burde altså gøre noget mere med dem. Tænk, hvis de er understimulerede på grund af os.”, kommer der fra min mund af og til – vel og mærke en sætning, der jo er sendt i direkte linje fra øre-røven.

Men hallo. Når vi så ER hjemme og ikke arbejder, der hvor mange andre holder fri, så må det ypperste vel være, at drengene er sammen med os. Også selvom vi ser Brandmand Sam og Gurli Gris hele lørdagen og muligvis det samme igen det halve af søndagen. Bum. Slap af.

Ja, slap af… alle I, der lige nu sidder og prøver at ligne et Instagram-filter helt naturligt. Vi er mange, der er bagefter i opvasken. Som har givet et barn to forskellige typer strømper på for, det var dem, der var. Som har fået rugbrødsmadder til aften 2 dage i træk. Som tog en trucker-vask under armene i morges, selvom realiteten nok var at et bad havde været bedre. Som har glemt det våde tøj i maskinen for 3. gang.

Skal vi ikke råbe det ud til førstegangsmoren, der sidder der i rundkredsen på taburetten med fyldte ammeindlæg, træthed i hver celle af kroppen og post-fødselssmerter i underlivet?

Lad os det!

….Hilsen Daniel og mor.

__________

Tak, fordi du læste med 🙂

Der var engang en snotnæse

Det er januar 2008. Rihanna synger om paraplyer, Stein Bagger er på alles læber, og man skal helst have meget tynde øjenbryn for at være hip. Jeg er forkølet og ligger i min seng med det hvide jernstel på mit rolige værelse i mit barndomshjem. På TV’et kører Beverly Hills 90210, og mine tanker kredser om to ting:

1. Hvorfor taler Dylan altid så lavt?

2. Hold nu kæft, hvor er det synd for mig, det her. Det burde være forbudt at være så forkølet. Jeg bliver snart sindssyg. Stakkels, stakkels mig.

Og jeg venter på, mine forældre kommer hjem, så det føles lidt mere trygt at have det SÅ elendigt.

Dig, der læser dette… Forestil dig nu, at vi spoler 10 år frem. Verden ruller forbi som en farverig filmstribe af begivenheder.

Min ser således ud:

Stramme jeans – Blachman på TV – Den første festival – Solskoldet og spiseforstyrret – Farvel skoletid, et helvede som Dantes, jeg vil aldrig savne dig – Mere spiseforstyrret – Ømme fødder i altid høje hæle – Voksenansvaret er her nu – Vågn op – Jeg ser dig, ser du mig – Kærlighed strømmer fra ham, der betragter dig – Gravid, tab på tab – Alt lys ætset væk – Bliver jeg glad igen – I medgang og modgang, altid vi – Barnet er her, er du? – Støvet lys gennem sprækker – Dvalen viger – Fold hænderne ud – Livsmeningen er her for 2. gang – Du ER nu.

10 års liv opsummeret på 6 linjer.

Jeg er nu.

Jeg er lige midt i vores virkelighed, som er fantastisk med alt, hvad den indebærer.

….og som hele vinterferien har bestået af en blanding af daglig taknemmelighed over, at vores liv heldigvis er indrettet, som det er, samt en stor og meget opslidende frustration over det faktum, at vi har været lagt ned og kørt over 17 gange af den maskine, der hedder Influenza. Ligesom resten af landet.

For en 3 (snart 4)-årig er det ikke verdens nemmeste ting at forholde sig til, at mor er syg og afkræftet. Jeg kan huske det, fra da jeg var barn. Den ordnede verden bliver pludselig uordentlig. Derfor reagerede søde William også hurtigt med at blive skrupforvirret og få samme rastløse energi over sig som Søren Gericke over en andesteg på direkte TV.

Og lille Daniel… som helst bare gerne vil lege op-ned-og-op-igen i sofaen hele tiden, gik rundt på sine skinkeben og var skiftevis meget ked og drillesyg.

Min feber bankede derudad med fuld kraft, og jeg så grønthvidt lys om vores klædeskab og havde en nat en stærk følelse af, at mine ben var væk. Feberdrømmene kredsede om mærkelighed. Og på natten med den voldsomt høje feber, drømte jeg, at Daniel var en skælmsk, men ikke hjertelig, reinkarnation af en admiral fra Napoleons hær, samt at en ældre dame med et pelscollier om halsen stod og bankede på vores vindue for at sige, at hun ville blive mægtig vred, hvis ikke vi malede vores hus rødt som en glødende solnedgang.

Seje bedsteforældre blev vores redning. De aflastede, hvor de kunne, og havde vi ikke haft den mulighed, var jeg muligvis blevet lidt sindssyg.

Og så hændte det… én efter én blev resten af familien nedlagt. Før jeg selv var blevet frisk.

Og hvad der dernæst skete var 1836846 Daniel-amninger i døgnet, lange aftener med kede-af-det børn, der var alt for generede til at finde ro, og en Christian der var hævet i hele hovedet af næsepudsning og feber.

Mens jeg lå på nat nr. 5 med feber i kroppen, en brændende varm Daniel i armhulen og en lige så varm William i den anden, skænkede jeg en ukærlig tanke til mit 2008-jeg, der lå i en dyne af mental selvynk over en skide forkølelse, hvor min eneste opgave var at tage mig af mig selv.

Puuuuuwha, mig for 10 år siden. PUUUUWHA! (sagt på samme måde som til en hund, der har skidt på tæppet)

Du skulle bare have vidst, skulle du.

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

I år bliver det anderledes

Henover efteråret og vinteren mærkede jeg det igen tydeligt.

Dét, der etableredes og bed sig fast, da jeg som nybagt mor trådte ind i mit livs læringsproces.

Alarmberedskabet. Følelsen af at skulle være konstant på vagt og foran.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om den første tid med William – læs det her. Om dengang vi fik vores første, elskede drengebarn, som viste sig at have meget sværere ved at kapere verden, end vi på nogen måde havde forestillet os; end vi havde set hos andre babyer, eller havde læst om i bøger. Vores liv blev roteret rundt, vendt op og ned, og rystet godt og grundigt.

Jeg fortalte i indlægget om vores lille skat, som skulle så grueligt meget igennem, før der var ro i kroppen til at sove. Jeg fortalte om svøb, konstant bevægelse gennem hele dagen, slyngevugge, afskærmning for øjnene, overstimulering og grådspiral – og jeg fortalte om lettelsen, da vi læste om signalstærke børn.

Netop grådspiralen er ophavet til mit alarmberedskab.

Den spiral, William rutchede ned af, 8 ud af 10 gange, når han skulle finde roen i kroppen til at sove. Den spiral, som startede med de flakkende øjne, de flagrende hænder og anspændtheden. Som om hans lille krop skreg på ikke at skulle kapere mere stimuli.

Jeg skrev om, hvordan vi så inderligt og brændende ønskede at kunne trøste ham ved at holde ham ind til os, kysse ham, berolige ham. Men at alt var for meget for ham. Hudkontakt, lyden af os, øjenkontakten med os. Og jeg skrev om, hvordan det derfor blev et udstyrsstykke, komplet med afskærmning, svøb, konstant vuggen og dæmpet, altid ens musik, for at få ham til at finde ro. Og at det selv dér, næsten altid var sikkert, at 20-30-40 minutter i grådspiralen skete alligevel.

Effekten af det viste sig tydeligt hos mig, allerede da William var få uger gammel. Alt handlede om, hvordan vi minimerede gråden. For den ville komme – nærmest uanset, hvad vi gjorde. Spørgsmålet var bare, hvor langt nedad spiralen, han ville nå. Jeg har ikke tal på de gange, vi har stået i et supermarked og sagt til hinanden; “nu har vi 5 minutter til at blive færdige og komme ud…”, fordi hele Williams lille væsen signalerede, at han var på vej ind i sin grådcyklus. Derfor var mit udgangspunkt altid, at adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, fra jeg vågnede til jeg gik i seng. Paratheden.

Jeg har skrevet ordet “gråd” virkelig mange gange nu, kan jeg se. Det fylder meget her på skrift – lige så vel som det var alt dominerende i vores verden dengang. Og derfor er det egentlig heller ikke underligt, at jeg kom ind i en mentalitet, der intet plads overlod til, at jeg kunne skabe ro i min krop. Altid forudseende, forberedende og på vagt.

Siden blev William større. Vi lærte nye ting om ham, mærkede og samtalede. Vi copede det, og Christian og jeg voksede… som forældre, mennesker og elskende.

Så er der perioderne, hvor tingene stresser. Hvor tiden er knap, og hvor ressourcerne er små. Der blomstrer mit alarmberedskab igen, som var det groet fast i kroppen. Jeg får følelsen af at være nødt til at være på forkant – altid. En ængstelighed efter at undgå.

“Undgå hvad?” spurgte Christian mig på et tidspunkt. Og det gik op for mig, at det er grådspiralen. Det er den, jeg gerne vil undgå, selvom den ikke er en del af vores hverdag mere, som den var engang. William er ikke den lille baby, som vi så inderligt forsøgte at skabe ro hos. Nu er han blevet 3,5 år gammel og sætter så flot ord på sine følelser. Vi kender ham og ved, hvad vi som familie kan gøre, for at tingene ikke bliver for meget for ham. Hvorfor spøger den grådspiral stadig?

Brikkerne faldt på plads, da et af de klogeste mennesker, jeg kender, Majken fra Familiefilosofi.dk, fortalte mig, at nogle undersøgelser havde vist, at rigtig mange mødre ender med en grad af PTSD (posttraumatisk stress-syndrom). Først tænkte jeg, at det lød for voldsomt. Lidt for vildt. Men når jeg tænker på min egen situation, og når jeg tænker på de andre trætte fædre og mødre, som er ved at knække midtover grundet søvnmangel og gråd, så er det på ingen måde mærkeligt.

Man bliver så uendeligt presset.

Og i et travlt efterår, i en endnu mere travl vinter – og en jul, med alt hvad den indebærer – følte jeg mig igen indhyllet i en dyne af parathed. Næste skridt før næste skridt. Indtil jeg på den hårde måde måtte indse, at det (stadigvæk) ikke er holdbart.

Derfor er mit største nytårsforsæt for det kommende år at gøre alting langsomt. Ting tager sin tid, og det er okay. Drengene kan skændes, glassene kan vælte, vasketøjet kan lave bunker, og støvet kan samle sig. Men det er okay. Jeg skal ikke være på forkant – jeg skal bare være. Det fortjener mine børn, min mand og jeg selv.

Og kære du, der læser med, som står i stress til halsen. Hvad end det er skabt af rod, arbejde, hektiske stemninger eller egne forventninger…. Hver ting til sin tid. Du skal bare være. Og være dig.

Dengang.

__________

Tak, fordi du læste med 🙂

 

 

Om en ubuden december-gæst, der skred igen

(Dette indlæg er oprindeligt udgivet til Appetize.dk)

”It’s the most wonderful time of the year…”, synger Andy Williams. Og det pirker til den (min) store jule-vrangforestilling om, at december må og skal være hyggelig hvert milisekund af døgnet, selvom vi komprimerer 63849 juletraditioner ned på lidt over 3 uger.

Sådan kan jeg godt få det af og til.

Jeg kalder det julesvinet. Altså den følelse af, at det ikke er ”rigtig” december, hvis ikke der klippes x-antal julehjerter, bages 5 slags småkager, sættes lys i pyntegran inden d. 6. eller man ikke følger med i samtlige julekalendere på alle kanaler.

Jeg er sikker på, I kender det… Jo. Lad endelig være at fornægte det. Hvis man juleaften konstaterer, at anden ikke er stegt med appelsiner, som den plejer, eller der ikke er klejner til kaffen, men i stedet honningkager, og man får den der lille snert af ”Nå..”-følelse, så er det Julesvinet, der titter frem over den ene skulder og sender utaknemmelighedsvibrationer ind i julestemningen. Puha, den er grum.

Jeg oplevede den allerede, da Christian åbenbarede sin kalender for mig. Min søde mand, Christian, som er musiker af hjertet, og som derfor bruger stort set hele december på at lave julekoncerter og skabe julestemning alle andre steder end hjemme i vores rugbrødskrummehule.

Jeg oplevede den også, da 1. december oprandt, og jeg stod i vasketøj op til øreflipperne, og ingen julepynt endnu havde set dagens lys. Julesvinets uskrevne regel om, at der må og skal pyntes første dag i julemåneden, for ellers er det ikke rigtigt, fik lov at fise ind på min lystavle og gøre mig i ret skidt humør for en stund.

Men nu er vi et stykke inde i december, og svinet er efterhånden forduftet til fordel for gedigen taknemmelighed og realisme. Vi når ikke at bage et honningkagehus i 3 etager med indbygget elevator – vi når faktisk heller ikke at bage vaniljekranse eller brunkager.

Til gengæld har vi bagt pebernødder, skåret og formet af en 3-årigs flittige, lærende og omhyggelige hænder og med lige dele krydderier og gode intentioner i. Vi synger lavmælte julesange, inden vi skal sove, og vi snakker rigtig, rigtig meget om Julemanden, som lægger et brev i julesokken hver morgen.

Vi når ingen julemarkeder eller julearrangementer, og nærmest alle julekalendere sendes midt i aftensmad eller putning. Til gengæld glæder vi os over et afsnit af ”Pyrus” (fra da mor var barn!) hver eftermiddag, mens vi (læs: storebror og lillebror) forsøger ikke at komme i åben kamp om, hvem der må sidde med den orange pude, og om, hvorvidt man må skubbe sofabordet helt ind til sofaen eller ej.

Flosklerne, som vi bare hører så tit, at de muligvis har mistet betydningen – ”Julen er hjerternes fest”, ”Julen er, hvad man gør den til.” – de fortjener at blive lyttet til. Især af os, der tilgår december med skyhøje forventninger og et ”Nu skal vi skynde os at hygge os!” på læben.

Glædelig, god, og nærværende jul!

______

Tak, fordi du  læste med 🙂

Søvn og morgenkage

Jeg gik i seng i går indhyllet i en dyne af stærke forhåbninger og med vilje i maven. Jeg var træt – og nu skulle der soves. I hvert fald lige den næste halvanden times tid, inden Daniel ville vågne, tænkte jeg. Efterfølgende skete der det, som tager prisen for ugens lorte-indslag:

Jeg falder i søvn…

*30 sek*

Barn vågner.

Jeg falder i søvn…

*30 sek efter*

Barn vågner.

Jeg falder i søvn…

*30 sek efter*

Barn vågner.

Jeg falder i søvn…

*30 sek efter*

Store barn vågner og skal trøstes.

*30 sek efter*

Lille barn vågner og er derefter vågen de næste 2 timer.

I kid you not. Det var rent faktisk, hvad der skete. Og ved I hvad? I dag kniber det for både CH og jeg med at holde den kørende på ren kærlighed, kildevand og kærestekys, og vi har derfor fået en af de store kanelsnegle fra bageren og sagt “fuck” en 3-4 gange uden på nogen måde at have følelsen af, at vi kunne have sagt “for hulan” eller “for pokker” i stedet.

Nej. Bare fuck uden indpakning.

Og jeg vil allerhelst bare sidde i sofaen resten af dagen med et afslappet ansigt uden udtryk og se Liv Thomsen-programmer på DR K, mens jeg drikker cola og spiser let højt belagte rugbrødsmadder, hvoraf størstedelen har italiensk salat involveret.

Men det går ikke! For om lidt skal Buller ud i sin barnevogn, gulvet skal støvsuges for krummer fra de børnetallerkener, der regelmæssigt bliver vendt på hovedet, og jeg skal sørge for, at vores køleskab ikke mangler leverpostej, når William kommer hjem fra børnehave.

En dag kommer jeg til at føle mig udhvilet igen. Muligvis er jeg så blevet 10 år ældre på 5 år, men alligevel.

Nyd jeres tirsdag og uafbrudte nattesøvn (hvis I har sådan en, og hvis I ikke har, så feder kanelsnegle ikke).

 

________

Tak, fordi du læste med 🙂

Til hverdag og fest, men mest hverdag

Dette indlæg er oprindeligt udgivet på Appetize.dk.

For noget tid siden (mens jeg sad i en tåge af dårlig nattesøvn, en halv brystbetændelse og et ”sgu” på læben) gik det op for mig, at der er små ting, man selv kan gøre for at skabe festlighed, hvor det ellers ikke naturligt forekommer. Altså, så man selv gror en smuk palme af festlig stemning, hvor der ellers kun er gold ørken.

Jeg føler egentlig, at jeg gemmer på lidt af en guldgrube, så derfor vil jeg gerne dele ud af dem til jer:

(Selv tak)

1. Til bilturen, du troede, du kendte

Denne er listens nummer 1, fordi den er min personlige favorit. Den kan bruges i alle mulige sammenhænge, og det vigtigste er bare, at du kører i bil ad en rute, du har taget til bevidstløshed.

Det, du så gør, er at sætte dig bag rattet og forberede dig på den kedelige tur. Spænd sikkerhedsselen og læg an til at starte bilen.

MEN, stik mod enhver vane og logik finder du nu GPS’en frem og taster destinationen ind. Og nu bliver det pludselig meget mere interessant, for enten viser GPS’en dig en helt ny rute, eller også kører du stadig ad den gamle rute, men guidet af en GPS-stemme, selvom det egentlig ikke behøves.

Og det er jo lidt sjovt.

2. Frokosten, der overrasker

Denne kan faktisk også bruges til andre måltider. Bare der er rugbrød eller anden skiveskåret brød involveret.

Ganske enkelt:

Sæt dig til bords som du plejer. Smør brødet og læg det valgte pålæg på.

(Ud fra min erfaring fungerer det bedst, hvis det ikke er for højt belagt, og hvis der f.eks. ikke er ristede løg eller rødkål involveret.)

Nu ville du i enhver anden situation spise din mad på den almindelige facon med pålægget opad, men lige netop her kommer surprise momentet ind.

Vend maden om, så brødet er øverst (hold godt fast i pålægget) og høst morskaben over, hvor sjovt og spændende det er at bide af, når brødet rammer overmunden frem for kamstegen, som det jo ellers plejer at være.

En helt anden oplevelse er det.

3. Sætninger, der bare giver og giver

Denne her fungerer især godt til jul, fordi den er lidt hyggelig og kræver noget sødt ( eller salt, men her i huset kører vi den ind med sødt).

Jeg er sikker på, at de fleste børnefamilier kender de perioder, hvor visse sætninger gennemsyrer mange af døgnets timer. Hjemme hos os, er det for øjeblikket ”Jeg vil gerne have leverpostej på knækbrød” hvert samt ”Lillebror må ikke stå der!” et par gange hver halve time.

Der er jo på sin vis intet galt med karakteren af dem, men når man har hørt dem 40 gange, når klokken nærmer sig 16.30, kan man godt have brug for en peptalk.

Derfor har jeg personligt indført følgende:

For hver 3. Leverpostej-sætning giver det 1 stk. sukkerovertrukket chokolade. Det kan f.eks. være M&M’s eller (hvis man gerne vil gøre det mere i tråd med julen) Dronningemandler.

For hver 5. Lillebror-sætning giver det 1 stk. Haribo slik. Og som vi nærmer os december, skiftes det naturligvis ud med lakridskonfekt eller nogle af de gode stykker fra Bridge Mix.

Udbyttet udregnes om aftenen efter putning, og tallene tages på slump, fordi det selvfølgelig ikke kan forventes, at man i løbet af dagen har tid eller overskud til at notere det ned.

Jeg er faktisk meget glad for det her punkt, fordi det også kan overføres på f.eks. kærester eller ægtefæller.

CH havde f.eks. en overgang, hvor sætningen ”Gider du ikke godt køre Honda’en længere frem, når du parkerer i indkørslen?”, blev sagt til mig mindst én gang om dagen. Der kunne man jo snildt have smidt en Pinocciokugle på den, så den ikke var så formålsløs.

God fornøjelse!

Da knækbrødet knækkede

Indlægget er oprindeligt udgivet på Appetize.dk

Noget, jeg virkelig ser som et område, jeg skal arbejde med, er min indstilling til ting om morgenen. Ikke fordi jeg har svært ved at fungere på det tidspunkt af dagen – for jeg er egentlig A-menneske. Mere fordi en morgen i vores familie (som hos så mange andre) kan være noget så hektisk.

Især hvis vi begge skal på arbejde… hvilket heldigvis er ret sjældent, fordi vi har valgt at indrette vores liv sådan, at jeg arbejder freelance på et niveau, der tilgodeser mit ønske om at være tilgængelig for mine børn så meget som muligt. Derfor tager jeg ofte kun ting ind, som ikke ligger i ydertimerne.

Men nogle morgener bliver det alligevel sådan.

F.eks. forleden.

Både CH og jeg skulle af sted til et bestemt tidspunkt. Vi havde egentlig god nok tid, men ud fra hvad der reelt kom til at ske, føles det som om, det ikke havde været nok, om vi så havde afsat den mængde tid, de i sin tid brugte på at kalke hele indersiden af Rundetårn.

En morgen starter 8 ud af 10 gange med, at vi har sovet skide dårligt.

Den morgen var ingen undtagelse. Og derfor havde også været så fint, hvis morgenmaden kunne have været stille og rolig og fyldt med kaffe, abrikosmarmelade og intern snak mellem mig og CH om, hvordan 1-årige Daniel sikkert tager sig en god lur senere i dag, for det kan jo næsten ikke passe andet (jo, det kan det godt, og vi ved det inderst inde, men er nødt til at holde et drive af forhåbning alligevel)

”Mor, jeg vil gerne have knækbrød med leverspostej, fordi jeg er sulten og gerne vil have knækbrød. Med Leverpostej. Mor, knækbrød vil jeg gerne have!.”, sagde 3-årige William, mens han hoppede energisk med numsen på sin røde juniorstol.

Han er inde i en fase, hvor alle sætninger gentages 3-4 gange uden pause.

Jeg smurte knækbrød til ham. Som knækkede, da han tog det fra tallerkenen. Så brød der noget løs, der mest af alt kan sammenlignes med den vind, de oplevede ved den jyske Vestkyst under stormen Dagmar for et par år siden.

Sådan en situation kan være meget, meget alvorlig i en 3-årigs verden.

I samme øjeblik, som Dagmar raserede over morgenmaden på den røde juniorstol, skete der det hos Daniel, som altid sker i løbet af et måltid. Han når ”al-mad-er-dum-mad-og-skal-kvases-og-på-gulvet”-fasen.

Denne morgen kom den bare endnu tidligere end den plejede, og i hans højstol begyndte nu en større protest. CH og jeg kiggede på hinanden. Vi vidste, at der nu kunne ske to ting.

1. Vi kunne fortsætte sporet, vi var inde på, vel vidende at næste skridt ville være noget i retning af, at Daniel ville begynde at råbe og muligvis rette sin nysgerrighed og madfingre mod Williams ærme. Der kan man så selv tænke over, hvordan William og stormen Dagmar ville reagere på det.

2. Eller vi kunne tage ham op af højstolen og sidde med ham, hvilket Daniel har det med meget hurtigt at opfatte som en direkte og hjertelig invitation til rydde alt i en radius af 50 cm på bordet samt at inddrage vores morgenmad fra tallerkenerne med det formål at tørre det af på bordkanten og kaste det over skulderen.

Vi valgte en helt 3. løsning. At sætte ham på gulvet ved sit legetøj. ”Så kan du lige lege der…”, sagde CH, mens Daniel allerede var på vej hen til kattenes vandskål, som han fik væltet ud over sig selv på 2 sekunder, inden nogen nåede at bremse ham.

”Nå, men han må have rent tøj på så…”, sagde jeg, mens tiden løb.

Imens var Dagmar løjet en del af for Williams vedkommende, og den sætning, som tit kommer fra ham, når vi er lidt presset på tid, kom troligt: ”Mor, jeg har lavet pøller.”

Og det havde han i sandhed. I sådan en grad, at bleen havde givet efter for presset.

Tiden løb stadig.

Et kvarter efter var begge unger skiftet og rene. Til gengæld havde vi ad 2 omgange hørt den hikkende lyd fra en kat, der gylpede et sted i huset, og i dagligstuen var et skænderi under produktion mellem de renskurede unger – hvor af den ene så godt nok havde sat sig i noget leverpostej fra gulvet, som nu både var i sofaen og sporadisk på nogle bamser.

CH og jeg lignede stadig nogen, der lige var stået op, og jeg sendte en tanke til Brian Nielsen. For mine øjne var lige så hævede, som når han har taget lidt rigeligt slag i hovedet under en boksekamp.

Men miraklet skete, og CH og jeg blev færdige. Og fik overdraget ungerne til bedsteforældrene.

Og da jeg halvt gennem min arbejdsdag fik vendt min trøje med vrangen indad og fjernet leverpostej fra mit øjenbryn, så alt lysere ud.

“Det’ den dejligste morgen i h….” bare glem det.

I nat har været et episk sammensurium af “hvad-sker-der-lige”-følelser blandet med “jeg-ældes-20-år-i-dette-øjeblik” fornemmelser.

Det var noget med en aften, hvor jeg løb i rutefart frem og tilbage mellem de to menneskebørn, mig og CH har lavet, fordi ingen af dem havde ro nok i kroppen til at sove dybt og godt.

Og da klokken endelig blev sengetid, blev der igangsat en kaskade af hændelser –  bl.a. katteslåskamp lige uden for vinduet ad flere omgange samt en W, der var hunderæd for en stor mund, han havde drømt, at der sad på tapetet. Ja, det lyder jo også vildt. Lad endelig være at tænke for meget over det. Jeg var nødt til at tænke på hundehvalpe med små hatte på i 10 minutter bagefter for at få rystet det af mig.

Men det korte af det lange er, at både CH, jeg og ungerne har fået, hvad der svarer til 3 timers søvn. Så lige nu sidder jeg med en fornemmelse i kroppen af, at noget af mig er tabt på gulvet og trådt henover af et par H2O klip-klapper med hårde såler. Jeg kan ikke tænke helt så rationelt, som jeg plejer.

Ligesom i nat, da jeg på 2. time sad og vuggede den 1-årige, mens den 3-årige sad ret op og ned i sengen med sin nissehue på og nægtede at lægge sig… Der slog det mig lige pludselig; Har jeg egentlig nogensinde afkalket noget før? (Det har jeg ikke umiddelbart, og jeg fik den også lukket ret hurtigt, men jeg får lige lært at afkalke kaffemaskinen en af dagene)

En nat af den kaliber sætter altid spor på den efterfølgende dag. Så derfor laver jeg zen-ting, der ikke er anstrengende. F.eks. kom jeg til at kigge i et antikvarisk hæfte fra 1951, jeg fandt under oprydningen. “Jul i hjemmet”. Det oser af ekstremt sprød flæskesvær serveret på en bund af perfekte grantræer så høje som lygtepæle og sne op til dørhåndtagene.

Hæftet er fyldt med små roman-lignende historier og sprog, der engang var fængende. Nu er det en tidslomme, hvor alle hedder Dines, Gertrud eller Vaage. Grunden til jeg nævner det, er at jeg faldt over en vending, der gjorde mig i godt humør, og som meget tydeligt viser, hvor meget der er sket med sproget og tiltale-måden siden 1951.

“Du ligner en æbleskive med strøsukker.”, sagde den forelskede pige til sin udkårne, der stod med mel fra en melsæk i håret.

Det er altså meget sjovt…

For hvis nu jeg skulle sætte mig i hendes sted, og fyren med melet havde været CH, så havde jeg 100% sagt noget i retning af:

“Skat, du har mel i håret og det ligner lort og et formbrød”

Tider skifter, sæder mildnes og fødevaresammenligninger ændrer sig.

 

 

_____________

Tak, fordi du læste med 🙂

Dengang, jeg blev klogere.

Kære læsere, nye som gamle,

Dette indlæg er faktisk lidt særligt. Det er nemlig første bidrag til Aalborg-magasinet Appetize, som fremover vil udgive en månedlig blogpost fra min pen på hjemmesiden. Jeg er både stolt og glad over det!

Og så til sagens kerne…

Jeg vil gerne præsentere LISTEN.

Listen over alle lister.

Listen, der rummer et bredt udvalg af de mest uvidende sætninger, jeg sagde om det at have børn, før jeg selv fik dem.

(Nærmere betegnet er de alle kommet ud af min mund, da jeg var gravid med mit første barn.)

Er I klar? Godt. For her kommer det…

1. ”Jamen, babyer sover jo meget, så jeg får masser af tid til at læse de bøger, jeg har købt, og jeg har faktisk også et projekt, jeg skal i gang med…”

FAIL. Jeg fik en af de babyer, som IKKE sov særligt meget. Og jeg lærte også meget hurtigt, at en baby altså ikke nødvendigvis bare sover, fordi man lægger den i en lift.

Det kan blive meget store foretagender med svøb, vuggen, hoppen, nynnen, ikke nynnen alligevel, dansende bevægelser, ingen bevægelser, white noise, amning, ikke amning alligevel, shhh-lyde og en stribe af andre tiltag.

Indtil baby måske sover. Og derefter kan man så fortsætte projektet med at få baby til at forblive sovende.

2. ”Hvad bruger man egentlig de der gammeldags stofbleer til? Kan man ikke bare tørre op med en karklud?”

I dag ser jeg tilbage på mig selv og tænker, ”Åh, søde ven… du vidste ikke en skid.”.

For vi fik et 1. klasses gylpebarn – og fik endda endnu et af slagsen et par år efter – og jeg har udviklet et forhold til de kære stofbleer, der er mere nært, end til min brudekjole.

F.eks. kan jeg også blive helt enormt glad og lidt nyforelsket, hvis min mand har overrasket mig med at sætte en vask over, som er fyldt op med dem. Så føler jeg det oprigtigt talt, som om jeg har fået en buket blomster… altså måske ikke lige en af de dyre fra blomsterhandleren – mere en af dem fra Super Brugsen. Men alligevel.

3. ”Jeg har generelt ikke brug for så meget søvn, så jeg tror egentlig ikke, jeg får de store problemer med at skulle op et par gange om natten….”

DOUBLE FAIL.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg skal sige.

Dybest set vil jeg nok allerhelst bare rejse tilbage i tiden og hviske skidtsnak i øret på mig og fortælle om de mange nætter, hvor ”et par gange om natten” faktisk har været ganget med både 5 og 10.

Og hvor jeg hele den efterfølgende dag har været så træt, at det føltes som om, der sad klor-rester efter en lidt for lang svømmetur i øjnene.

4. ”Jeg skal jo sidde og amme i gyngestolen i soveværelset.”

Og med den sætning mente jeg, at jeg KUN skulle sidde i den gyngestol i soveværelset og amme.

Jeg havde på ingen måde forestillet mig, at amning for det første er noget, der sker rigtig mange gange om dagen – især i den første tid, hvor det bestemt er helt normalt at amme hver time.

For det andet havde jeg heller ikke set komme, at amning i det virkelige liv ikke ligner det på film. Forstået på den måde, at det ikke nødvendigvis fungerer særligt godt at sidde ret op og ned i en stol med baby i vuggestilling.

Jeg endte i stedet med at sidde og ligge på alle mulige andre måder og på alle mulige andre steder end lige netop den gyngestol. Her, 3 år og 2 børn efter, har jeg stadig ikke ammet i den.

5. ”Vi SKAL altså have det hoved-hale fad!”

Sagde jeg panisk til min mand, da jeg meget højgravid fandt ud af, det var et glemt punkt på listen med 17439 ting, som vi skulle huske at købe.

Nøj, hvor kunne jeg lige se for mig, at vi stod der på en ny baby og ikke havde et hoved-hale fad. Så ville det hele da falde fuldstændigt fra hinanden.

Ikke at jeg sådan 100% vidste, hvad det fad skulle bruges til, men for søren, hvor var det bare med at få det købt.

For et halvt års tid siden gjorde jeg rent på hylderne under puslebordet og fandt hoved-hale fadet, vi dengang skyndte os at få fat i. Prismærket var stadig på, og noget gammel emballage havde taget bolig i det. Det var helt og aldeles ubrugt og er nu flyttet til den lokale genbrugsbutik.

Sådan er der så meget, og min panik dengang kunne jeg have sparet mig og ædt en flødebolle i stedet.

________

Tak, fordi du læste med 🙂

Når fortiden emmer af svensk popmusik

Kender I det med, at man mindes nogle episoder eller tidspunkter i ens liv, som bare bliver ved med at vende tilbage som en træls boomerang lavet af lortet pinlighed?

Jeg har tre ting, der tit kappes om lige at kigge ind i mit tankemylder  – især om aftenen, når ungerne er puttet, og jeg egentlig burde kunne slappe af.

En af tingene (de andre to ting afslører jeg måske senere) er det faktum, at jeg i en periode på 5 måneder (og i den svære og sårbare teenagealder) ufrivilligt rendte rundt med ABBA-hår grundet en fejlklipning. Og jeg var altså teenager i 00’erne. Det var IKKE in at ligne Benny Andersson.

Og nej, det er ikke mig – det er Benny.

Så er der sikkert mange, der tænker, “Ork, det er ingenting. Vi har både haft alenlange skjorteflipper, bakkenbarter ned til skuldrene, perioder med ambitioner om at ligne alle medlemmerne af Spice Girls samt nogle år med stor kærlighed til kindrødt kombineret med skulderpuder.”

Min Benny Andersson-periode var jo bare en lille hundestejle i den store sø med pinlig fortid. Alligevel tænker jeg tit på det – selvom jeg burde slutte helt fred med det.

For nogle dage siden gik det op for mig, at jeg måske skal arbejde på en mere enkel tankegang – alá den CH har. Han tænker vitterligt meget mere ligetil, end jeg gør.

Det oplevede jeg f.eks., da vi i sidste uge gik en barnevognstur sammen. Jeg gik lidt i mine egne tanker og var ikke skide nærværende.

(CH) – Hvordan har du det?

(Mig) – Hvorfor spørger du?

(CH) – Fordi jeg elsker dig.

Altså… Hallo. Kunne jeg ikke bare tage imod hans interesse i stedet for at trykke på den mentale “kom-lad-os-overanalysere”-knap.

Eller da vi en aften sad i sofaen…

(Mig) – Hvornår har du sidst følt dig sexet?

(CH) – Det er et par minutter siden.

(Mig) – Okay? Hvorfor?

(CH) – Fordi jeg var.

Jeg elsker CH for mange ting. Heriblandt hans såre simple måde at se verden på. At føle sig sexet, fordi man er. Det burde de overveje…. de dameblade, der kører temaer om at finde sin indre, sexede løvinde ved at bruge lodrette striber frem for vandrette, eller som bruger 50% af spaltepladsen på at teste rynkecremer.

For fremtiden vil jeg arbejde med at være mere enkel. Og jeg vil slutte totalt fred med min ABBA-fortid. For jeg var. Og jeg er.

________

Tak, fordi du læste med:)