Jeg havde en oplevelse i dag, som jeg mentalt har kategoriseret under: “Ting, der skal fordøjes”
Her, hvor jeg bor, har vejret haft PMS hele sommeren (“sommeren”…). I formiddags var det for en gangs skyld nogenlunde. Altså forstået på den måde, at jeg kunne gå ud uden paraply og uden at ligne en vejrbidt fisker i hård kuling på åbent hav i ansigtet. Så det gjorde jeg, med D i barnevognen.
Jeg følte mig egentlig ret godt tilpas. Solen skinnede, jeg havde mine gode solbriller med styrke i glassene på, og min stribede tunika synes jeg egentlig, sad ret godt på mig.
Jeg gik stille og roligt og trissede med barnevognen, da jeg på afstand kunne se en anden fodgænger kommer gående imod mig. Jeg smilede til hende, da hun nærmede sig, og følgende samtale begyndte:
“Nå, du er ved at få en lille en til at sove?”
“Hehe, ja. Men han er vist ikke helt træt nok.”
“Hvor gammel er han?”
“Han er snart 10 måneder.”
“Okay. Og du venter dig igen, kan jeg se…”
“Hvad?”
“Ja.. Du venter dig igen?”
*akavet stemning begynder*
“Nåh.. nej, det øh… hehe, det gør jeg ikke…”
“Ej, det må du undskylde så… Det var bare fordi… ja.”
“Det er okay. Mine mavemuskler er vist bare ret langt fra hinanden stadigvæk… hehe, så øh…”
“Nå… Det har jeg aldrig hørt om. Det må du undskylde, hehe, jeg troede lige..”
“Nej, okay… hehe…”
Hvorefter vi smidt et par “Nå, men jeg skal også videre” og “vejret er jo godt”-bemærkninger, og vi hver især skiltes.
Jeg trissede videre med barnevognen… med samme følelse, som da jeg for 3 år siden prøvede et par alt for stramme “sporty leggins med god pasform” i Intersport, og hvor en dame (som lignede Monica Ritterband enormt meget) stak hovedet ind, mens hun sagde, “Rikke, er du snart færdig, eller hvad?”, og jeg stod med sporty leggins med god pasform nede om lårene og rødlig kulør i ansigtet, mens jeg i spejlbilledet overværede de to, tåkrummende sekunder, hvor det gik op for hende, at jeg ikke var Rikke.
Jeg følte mig kort sagt træls.
Og jeg skyndte mig at skrive en besked til CH, om hvordan jeg ikke tog den stribede tunika på igen nogensinde, når den var så dum. Hvorefter CH did his magic…
“Det er da lige meget. Du er skøn og smuk, som du er.”
Og det VAR jo lige meget. Mine børn har ligget inde i den mave, og jeg tager den stribede tunika på igen i morgen! Bum.
_______
Tak, fordi du læste med 🙂
Mangefarvetvirkelighed 