I dag har himlen været blå, hvor vi bor.
Ved I, hvor den ellers er blå?
I Morten Korch-land.
Og ved I hvad?
Her kommer Mangefarvetvirkeligheds helt egen udgave af, hvordan en morgen (jeg ville have skrevet dag, men ingen har så god tid) i vores familie ville være, hvis vi var født ind i en Morten Korch-film.
“Det er tidlig morgen. Solen skinner bag de blomstrede gardiner i sovekammeret. I det fjerne høres hanegal fra en hønsegård, hvor ingen høns nogensinde er oppe at slås. I sengen er der tomt for mennesker. De tunge dyner med gåsefjer er sirligt bredt ud over det ekstremt hvide bomuldslagen, hvor ingen plet nogensinde har været, og øverst ligger det hæklede sengetæppe i knækket hvid. Hvis man sætter øret helt hen til sengen, kan man høre, den hvisker “Børn kommer med storken, og jeg må kun bruges til at sove i”.
Nedenunder høres rumsteren. Lyden af en blikspand mod et klinkegulv gennemborer hanegal og fuglefløjt.
“Så, for søren.”, siger C lidt bestemt og kigger ærgerligt ned på blikspanden med vand, som hendes ene træsko kom til at vælte. CH kommer løbende til undsætning.
“Er du uskadt? Skal du sidde ned?”. Hans blik er oprigtigt bekymret, som han står der i sine selebukser og ternede skjorte.
“Jeg har det fint.”
“Er du sikker? Skal jeg synge for dig?”
“Nej, ellers tak, det er helt f….”
“En sang må der til.”
“Jamen, det beh…”
Da CH havde sunget om hesten Ibrahim i 4,5 minut var det tid til morgenmad.
Den rødternede dug er lagt på bordet, og Madam Blå-kaffekanden står og varmer på komfuret. C skærer tykke skiver af et franskbrød, der er lysere end lyst, men med godt bagt skorpe, og familien samles omkring bordet. CH folder avisen ud og opdager hurtigt, at noget er ravruskende galt!
Hans blik bliver fjernt… Næsten som om noget problematisk fra fortiden pludselig dukker op. Han sænker langsomt avisen, mens hans stirrer ned i tallerkenen. Han mærker det tydeligt. Det kræver en sang.
C opfatter det med det samme.
“Kære ven, vil du ikke nok lade være med at synge? Vi skal nå at spise, inden det bliver for sent, og v…”
Men CH hører det ikke.
Da han er færdig med sin sang om, hvordan C har rødt hår og “det lige i hjertet går”, kan alle komme videre.
“Så, W, nu må du hellere komme ud at lege.”, siger C til sin vandkæmmede, ældstesøn, som glad og frejdigt i gadedrengehop løber ud til sin bedste ven. Tyrekalven Henning.
“Må jeg spørge, hvad der nager dig?”, siger C lidt nervøst.
Tænk nu, hvis der igen var udsolgt af margarine hos købmanden. Sidst måtte hun med rutebilen for at komme til nærmeste Brugsforening, hele 12 km væk. Sådan en dagsrejse havde hun ikke mod på igen.
“Det er Martin. Han er hjemvendt fra Amerika efter 10 år. Ved du, hvad det betyder, C?”
“Nej?”
“Det betyder, at han vil have sin hammer igen.”
“Hvilken hammer?”
“Den hammer med træskaft, jeg kom til at smide på Sankt Hans bålet sidste år. Han vil forlange den tilbage. Vores fædrende gård er i fare, C. Jeg må have fat i sagføreren.”
CH er tydeligt påvirket af situationen. Hans klare øjne er fugtige, og hænderne er knugede.
“Jamen.. CH..”
“Det er forbi.”
“Jamen, vi bor jo slet ikke på en gård, CH…”
Med ét ser alt nu lysere ud. CH synger, for 3. gang på 45 minutter, og mellemværendet med træhammeren klares senere på dagen med en kop kaffe og en plesken.”
________
Tak, fordi du læste med 🙂
Mangefarvetvirkelighed 