(Sang Kurt Thorsen vist engang)
For tiden er der langt mellem snapsene her på bloggen.
Ved I hvorfor? Børn.
1795 gange har jeg tænkt; “Nu skal jeg altså have tid til det i aften!”, for så at opdage, at klokken er 22.30, og det først lige er lykkedes at få begge børn til at forblive sovende uden at vågne hvert 5. minut.
Og ved I så hvad?
Så sover jeg selv lidt efter med savl ned ad mundvigen og et udtryk i ansigtet, der muligvis minder lidt om noget, der er blevet trådt på.
Men nu… Nu er der tid.
I den forgangne måned har jeg glædet mig over….
…at skabe i hovedhøjde er opfundet. Jeg bruger dem enormt meget til at gemme slik i for mine børn. De aner ikke, at jeg af og til (nah… who are we kidding. Altid.) har et lager af Haribo, som jeg med sindsro hapser af, hver gang et glas med saft og opløste brødkrummer er væltet ud over min sofa, eller nogen har valgt at tørre leverpostej af i fjernsynsskærmen og gemme tallerkenen et ukendt sted, hvor den på mirakuløs vis først kommer til syne, når vi på et tidspunkt har gæster og forinden ellers har forsøgt at overflade-kæmme stuen som en hvirvelvind, fordi vores forfængelighed dikterer, at vi jo skal virke som nogen, der ikke roder.
…at DR 1 sender Matador. Især lørdagens afsnit, hvor Fru Møghe har taget røven på dem allesammen og kun er lidt meget gammel i stedet for rigtig meget gammel. Hun er en værre gavstrik. Skide ligeglad med hvem hun snører – bare der er kalvesteg, lagkage og “ordentligt tyende”.
Til gengæld har jeg følt mig pinlig over…
…at jeg forleden gik en tur med barnevognen med meget lidt styr på mig selv. Forstået på den måde, at jeg havde glemt at hægte min amme-BH i den ene side, hvilket har en betydning, når det kommer til tyngdekraften. Det kan ikke have været jævnt at se på, i hvert fald. (pun intended)
…at mit (lidt høje) hår satte sig fast i en stor gren på vores æbletræ, da jeg for nogle dage siden slog græs, og at jeg brugte adskillige minutter på at komme fri, mens mine solbriller var kravlet ned under næsen, og jeg havde fået blade i munden.
Det havde egentlig ikke været så slemt, hvis jeg var alene, men naboen var ude.
Og det er fint muligt at se over stakittet.
Efterfølgende valgte jeg bare at gøre ligesom, hvis man falder i offentligheden. Sådan… “det-er-ikke-sket-og-jeg-har-allerede-glemt-det”- attitude, mens man hurtigt lader som om, man naturligvis er kommet videre i livet, men inderst inde noterer episoden på den liste over ting, man IKKE skal tænke på, når man lige er gået i seng, fordi det er så enormt tåkrummende, at det så let som ingenting vil kunne ødelægge den rolige stemning.
Skal vi ikke bare sige, at der ikke kommer til at gå knap en måned inden næste indlæg?
Jo, det gør vi! Og det kunne også være fint, hvis jeg kunne undgå blade i munden.
_____
Tak, fordi du læste med:)
Mangefarvetvirkelighed 